Kunstneruddannelser, uddannelser, som sigter mod beskæftigelse med kunstnerisk virksomhed og evt. med undervisning heri. Kunstnere er ofte autodidakte eller uddannet hos private lærere eller skoler; disse fungerer ofte som en art forskole, der lægger op til den optagelsesprøve, der skal bestås ved de fleste formelle kunstneruddannelser.

Kunstneruddannelser - en oversigt (1997)

videregående uddannelser på kunstakademier

  • billedkunstner
    • grafik
    • kunstformidling
    • malerkunst
    • mediekunst
    • mur- og rumkunst
    • skulptur

videregående uddannelser på musikkonservatorier og Operaakademiet

  • musiklærer
    • almen
    • klassisk musik
    • musikpædagogik
    • musikteori
    • rytmisk musik
    • rytmisk musik og bevægelse
  • diplomuddannelser
    • kirkemusiker
    • komponist
    • musiker-performer
    • orkestermusiker
    • rytmisk musiker/sanger
  • overbygningsuddannelser
    • dirigent
    • komponist
    • operasanger
    • pianist
    • solist

videregående uddannelser på teaterskoler

  • sceneinstruktør
  • scenograf
  • skuespiller
  • teatertekniker
    • lyd
    • lys
    • produktion
    • regi

uddannelser på kirkemusikskoler

  • kirkekorleder
  • kirkesanger
  • klokkenist
  • organist

andre kunstneruddannelser

  • balletdanser
  • danser
  • forfatter

Billedkunstnere uddannes i Danmark på kunstakademierne i København, Aarhus og Odense. På konservatorierne (i København, Aarhus, Odense, Aalborg og Esbjerg) kan de fireårige musiklæreruddannelser udbygges gennem etårige diplomuddannelser inden for et instrumentalt/vokalt fag, sammenspil, musikpædagogik m.m. Diplomuddannelserne i oversigten udgør selvstændige femårige studieforløb. Overbygnings-uddannelserne (2-3 år) kan dels tages i forlængelse af de andre uddannelser, dels tages alene, på grundlag af en optagelsesprøve.

Skuespillere uddannes på Statens Teaterskole og på skuespillerskolerne ved Odense Teater og Aarhus Teater. De øvrige teateruddannelser findes på Statens Teaterskole, idet scenografer dog også kan uddannes på Danmarks Designskole. Hertil kommer en række private teater- og showskoler.

Balletdansere uddannes på Det Kongelige Teaters Balletskole, dansere på Skolen for Moderne Dans i Danmark, forfattere på Forfatterskolen, oprettet 1987 af Poul Borum. Se også akademier, designuddannelser, medieuddannelser (herunder film) og teateruddannelser.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig