Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

billedskole

Oprindelig forfatter BPo Seneste forfatter Redaktionen

billedskole, skoleordning eller fritidstilbud for børn med særlig vægt på udøvelse af og forståelse for det billedkunstneriske arbejde. Oprettelsen af billedskoler i Danmark er inspireret af erfaringer fra det øvrige Norden samt af de pædagogiske traditioner med at stimulere og udvikle børns skaberevne og kreativitet, som fra 1970'erne er blevet udviklet i Reggio Emilia i Italien.

I 1980 var der to billedskoler for børn i Danmark; efter en kraftig ekspansion i slutningen af 1980'erne fandtes der i 1994 ca. 75 billedskoler, fordelt over det meste af landet. Hovedparten af deltagerne er mellem 10 og 13 år. Der undervises i materialekendskab, tegneteknik samt i form- og farvelære, ofte af folkeskolens lærere i billedkunst, evt. af en billedkunstner. Besøg på museer og hos lokale kunstnere samt afholdelse af udstillinger supplerer undervisningen. Billedskolerne er som regel tilknyttet en offentlig institution, fx folkeskolen eller et museum, og de modtager alle kommunale tilskud. Enkelte drives i samarbejde med billedværksteder for voksne.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Birgitte Poulsen: billedskole i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 19. november 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=47105