Kristusbilleder

Kristusbilleder, De ældste bevarede billeder af Jesus stammer fra 200-t. i form af malerier i katakomber og relieffer på sarkofager.

Det er ikke egentlige portrætter af Jesus, mangfoldigheden i skildringerne er iøjnefaldende, og typerne varierer afhængigt af de sammenhænge, billederne indgår i.

Der optræder to hovedtyper: Jesus er som regel ungdommelig og skægløs, når han udøver mirakler, eller der på anden måde udtrykkes guddommelig magt og sendelse, mens den langhårede og skæggede skikkelse er den foretrukne, når han først og fremmest anskues som mesteren, der forkynder et budskab; her har det ligget ligefor at skildre Jesus som den typiske (fx stoiske) filosof.

Denne skelnen mellem de to typer sås endnu i den tidlige byzantinske kunst i 500-t., fx i koret i San Vitale-kirken i Ravenna. Fra 500-t. blev den mørke, langhårede, skæggede Jesus gradvis den foretrukne. Endnu i den karolingiske og ottonske kunst i 700-800-t. og omkring årtusindskiftet ses den førstnævnte type hyppigt, men herefter blev den undtagelsen.

Fra den oldkristne kunst og middelalderen igennem vises Jesus som regel iklædt romersk dragt, gerne toga med clavusbånd (de indvævede eller påsyede borter, der anvendtes af romerne som værdighedstegn).

Til tider understreges hans høje rang ved farvevalget, som når togaen er i den kejserlige purpur, og clavusbåndene er gyldne.

I middelalderkunsten var et særlig væsentligt motiv "Verdensherskeren", i den ortodokse byzantinske kunst kaldet kosmokrator eller pantokrator og anbragt som maleri eller mosaik i kirkens hovedkuppel.

I Vesteuropa, hvor motivet ikke sjældent ses som kalkmaleri i apsishvælvingen, er betegnelsen majestas domini, Herren i sin majestæt.

Fra og med renæssancen blev variationsrigdommen stadig større. Blandt de hyppigst forekommende Kristusfremstillinger er: Smertensmanden, hvor Jesu martrede legeme fremvises; nådestolen, hvor Faderen fremholder den korsfæstede søn; pietà, hvor Maria bærer sønnens døde legeme på sit skød; ecce homo, hvor Pilatus fremstiller den piskede og tornekronede Jesus for mængden.

Se også krucifiks, ligklædet fra Torino og Veronikas svededug.

I nyere dansk tradition har navnlig Bertel Thorvaldsens Jesus-skulptur fra 1821 i Vor Frue Kirke i København betydet meget for vore forestillinger om, hvordan Jesus så ud.