Faktaboks

Vilhelm Lundstrøm
Født
26. maj 1893
Død
9. maj 1950

Vilhelm Lundstrøm, Kopi efter Rubens: Konsul Decius Mus’ død (Prado, Madrid), ca. 1920. Nivaagaards Malerisamling.

.
Mosaik fra Frederiksberg Svømmehal af Vilhelm Lundstrøm
Udsnit af Vilhelm Lundstrøms mosaik i Frederiksberg svømmehal, 1935-1938.

Vilhelm Lundstrøm var en dansk maler, der havde betydning for den danske modernisme. Fra 1944 til sin død var han professor ved Kunstakademiet.

Efter uddannelse som håndværksmaler fra 1908 til 1912 og en kortere uddannelse ved Kunstakademiet fra 1913 til 1915 placerede Lundstrøm sig snart i front inden for den tidlige danske modernisme. I 1917 introducerede han collagen og i 1918 den nonfigurative komposition med de såkaldte pakkassebilleder, heriblandt Det andet bud (1918, Statens Museum for Kunst). Som en række andre i sin generation var han gået ind i en dialog med den franske kubismes resultater, men han skilte sig ud ved sit konsekvente opgør med virkelighedsillusionen og ved sin radikale materiale- og genstandsbetoning.

Allerede i 1919 kom maleriet igen i centrum i Lundstrøms kunst. Han indledte den "krøllede" periode, hvori han genoptog arbejdet med naturen og menneskefiguren, men forenede dette med modernismens bevidste forhold til udtryksmediet og en lyst til at prøve grænser af. Det gav sig udslag i tvetydige behandlinger af konventionelle temaer og en ofte brutal omgang med farvestoffet som fx i Frokost i det grønne (1920, Louisiana).

Vilhelm Lundstrøm kom i 1919 med i kredsen omkring modernisternes kampskrift Klingen, som han leverede talrige litografier til, og i 1920'erne stod han som den betydeligste kunstner i sammenslutningen De Fire, der også talte Svend Johansen, Karl Larsen og Axel Salto.

Fra 1923 til 1932 boede han i Cagnes-sur-Mer i Sydfrankrig og tilsluttede sig her den tendens til enkel, geometrisk funderet billedkomposition, som prægede store dele af tidens europæiske kunst, men Lundstrøms kunst har sit særpræg i den kraftfulde, koncentrerede tredimensionalitet. Stramt komponerede opstillinger og kvindefigurer opbygget af store, forenklede former kendetegner perioden. Denne fase afrundedes med mosaikudsmykningen af Frederiksberg Svømmehal (1935-1938), der med sin forening af klassicisme og moderne, naturlig nøgenhed står som et hovedværk i 1900-tallets monumentalkunst.

Ved hjemkomsten til Danmark i 1932 blev Lundstrøm kulturradikalisternes allierede. I Poul Henningsens og venners opfattelse stod han som den kunstner, der mest overbevisende havde realiseret idealet om den nye saglighed; den på en gang revolutionære og almengyldige kunst, der brød med den traditionelle, klassebestemte dyrkelse af det kostbare.

Lundstrøms motivverden domineredes også i den sene fase af opstillinger og figurbilleder, herunder en række portrætter, bl.a. Bodil Ipsen (1949), men den geometriske forenkling blev nu forenet med en opdyrkning af hele farvespektret. Herved nedtonedes den monumentalitet og næsten sprængfarlige fylde, der havde kendetegnet de tidligere værker. Til gengæld kom arbejdet med spændingsforholdet mellem rum og farveflade til at stå centralt i det sene værk.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig