Sven Hauptmann, 1911-1984, dansk billedkunstner. Som autodidakt debuterede Hauptmann på Kunstnernes Efterårsudstilling 1944. Under sit ophold i Frankrig 1950-62 arbejdede han med maleri, keramik og skulptur. Det var dog collagen og assemblagen med de materialemæssige og koloristiske kvaliteter, som med tiden blev hans foretrukne udtryksformer og efter hjemkomsten slog hans navn fast; i 1982 modtog han Eckersbergs Medalje. Hauptmann udstillede fra 1976 med sammenslutningen Den Frie Udstilling. Eksempler på hans værker er Solens gang (1964, Statens Museum for Kunst) og 24 samlede enheder (1969, Nordjyllands Kunstmuseum).