Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning. |
Samuel Joensen-Mikines, 1906-1979, til 1943 Samuel (Sámal) Joensen, færøsk maler. Mikines var uddannet 1928-32 på Kunstakademiet i København. Her boede han i perioder (fast siden 1953), men besøgte jævnligt fødeøen Mykines og fastholdt i sin kunst en færøsk motivkreds, hvor forholdet mellem natur og menneske fik en central plads, fx Grindedrab (1942, Vejle Kunstmuseum) og Mykines bygd på Færøerne. Gråvejr (1955, Statens Museum for Kunst). De barske vilkår på øerne blev gengivet i mørkstemte billeder som Hjem fra begravelse (1937, Færøernes Kunstmuseum).
Samuel Joensen Mikines var den første professionelle færøske maler, og han fik med sin ekspressive og identitetsskabende kunst stor betydning for senere generationer; i Danmark udstillede han som medlem af Decembristerne fra 1941. Et af hans sidste billeder var altertavlen til Sankt Olavs Kirke i Kirkjubøur (1967).
Inge Mørch Jensen: Samuel Joensen-Mikines i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 20. april 2018 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=101589 |
Denne artikel stammer fra:
Leksikon