Faktaboks

Richard Mortensen

Richard Strange Mortensen

Født
23. oktober 1910
Død
6. januar 1993
Richard Mortensen "Arles", 1954
Richard Mortensen Arles, maleri fra 1954.
Richard Mortensen "Arles", 1954
Af /Shutterstock/Ritzau Scanpix.

Richard Mortensen var en dansk maler og grafiker. Han er en af 1900-tallets betydeligste danske kunstnere af internationalt format. Han var gift med forfatteren Sonja Hauberg 1945-1947 og far til litteraturforskeren Finn Hauberg Mortensen.

Mødet med abstrakt og surrealistisk kunst

Allerede som elev på Kunstakademiet 1931-1932 under Aksel Jørgensen udførte Mortensen nogle selvstændige modelstudier, der viste en analytisk opbygning af den menneskelige figur i stærk forenkling.

1933-1934 dannede han med bl.a. Vilhelm Bjerke Petersen og Ejler Bille gruppen Linien, der med flere udstillinger og et tidsskrift (1934-1935) introducerede og udviklede den abstrakte og surrealistiske kunstopfattelse i dansk kunst. I 1930'erne vekslede Mortensen mellem abstrakte kompositioner inspireret af Wassily Kandinsky og mere spontant-ekspressivt udførte arbejder, der bl.a. byggede på surrealismens automattegning.

Besættelsestiden

I besættelsesårene 1940-1945 blev Richard Mortensens formsprog stadig mere ekspressivt. En lang række billeder fra perioden kredser om samme figurtema, moderen og barnet, ofte i næsten opløste strukturer.

I dekorationer til bl.a. Igor Stravinskys Historien om en soldat og Nattergalen (opført hhv. 1944 i Odd-Fellow Palæet og 1946 på Det Kongelige Teater) arbejdede han med figurative former, ligesom han til Ungdomsgården i Husum (1944-1946) skabte et stort figurativt loftsmaleri.

Til en udstilling i 1944 udførte han et rent abstrakt maleri med bevægelige dele. Mortensen stod i krigsårene ret isoleret i dansk kunst, men deltog dog i redaktionen af tidsskriftet Årstiderne, udstillede med Corner og Høstudstillingen 1938-1942 og blev medlem af Grønningen. Han inspirerede desuden gennem personlige kontakter yngre kunstnere som Albert Mertz, Ib Geertsen og Richard Winther.

Flytning til Paris i 1947

Efter hans hustru Sonja Haubergs død i 1947 gennemgik Mortensen en personlig og kunstnerisk krise. Sammen med Robert Jacobsen bosatte han sig 1947 i Paris og fandt her frem til en mere afklaret kunstnerisk form, vendte sig fra den spontan-abstrakte udtryksmåde og udviklede en konstruktiv-abstrakt kunst.

Med tilknytning til Galerie Denise René skabte han i det følgende årti en række stramt komponerede værker, heriblandt den store billedrække Normandie (1955, Louisiana). I disse billeder satte han rene farveflader op mod hinanden og arbejdede med billedplanets to dimensioner, idet han reducerede dets rumlig-illusionistiske muligheder til et minimum. Dette kom også til udtryk i hans forlæg til gobeliner og i grafiske serier af litografier og serigrafier, fx Der fünfte Gesang (1958).

Tilbage i Danmark

Efter 1960 skete der et nyt brud i Mortensens kunst og liv. Fra 1961 udstillede han med Den Frie Udstilling, han blev professor ved Kunstakademiet i København (1964-1980) og bosatte sig atter i Danmark.

Flere af hans værker bærer titler, der henviser til foretrukne opholdssteder i udlandet, fx Ajaccio Marine (1969, Kunsthalle, Kiel), eller til politiske og historiske begivenheder som fx Massakren ved My Lai (1971, Nordsøcentret, Hirtshals).

Fra 1980 arbejdede Mortensen koncentreret og tilbagetrukket i sit atelier i Ejby øst for Holbæk, hvor han inspireret af zenbuddhismen udførte talrige tuschtegninger og grafiske blade og skabte store billedserier som Koens historie (1973-1984, Kunstmuseet Trapholt).

Repræsentation og hædersbevisninger

Richard Mortensen udstillede kun få af disse værker, der i 1984 blev overdraget til en fond, som i 1997 tilgik Statens Museum for Kunst og Kobberstiksamlingen. Han udførte flere udsmykningsopgaver, senest til Østre Landsret i København (1983-84), og han modtog bl.a. Eckersbergs og Thorvaldsens Medalje (1950 og 1968).

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig