Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Poul Ekelund

Oprindelig forfatter JMS Seneste forfatter Redaktionen

Poul Ekelund, 1921-1976, dansk maler. Bortset fra et kort ophold 1944 på Kunstakademiets freskoskole var Ekelund autodidakt. Han debuterede på Kunstnernes Efterårsudstilling 1943 og var fra 1964 medlem af Vrå-udstillingen, fra 1951 tillige af Martsudstillingen; 1958-61 ledede han Valands konstskola i Göteborg.

Poul Ekelund tog udgangspunkt i ekspressionismen, men bevægede sig i løbet af 1950'erne mod en mere pointillistisk udtryksform. Han fandt især i Nordsjælland og Vendsyssel motiver til sine landskabsbilleder, som karakteriseres af en fin koloristisk sans og fornemmelse for skiftende lys og stemninger. Også opstillinger og kvindefigurer hørte til hans motivkreds.

Poul Ekelund, der i 1967 modtog Eckersbergs Medalje, udførte udsmykningsopgaver til bl.a. Aalborg Sygehus (1969/70 og 1973) og Hirtshals Rådhus (1974).

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Jane M. Sandberg: Poul Ekelund i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 5. december 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=68815