Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Paul Gadegaard

Oprindelig forfatter JHS Seneste forfatter Redaktionen

Paul Gadegaard, 1920-1996, dansk maler og billedhugger. Gadegaard blev uddannet på Kunstakademiet i København 1940-44 og 1946 samt i Stockholm og 1946-47 hos André Lhote i Paris, hvor han boede til 1951. Efter hjemkomsten kom Gadegaard i kontakt med tekstilfabrikant Aage Damgaard, hvis skjortefabrik Angli i Herning han udsmykkede (1952-60, ikke bevaret), først med malerier, derefter i form af en totaludsmykning, hvor også møblerne, som Gadegaard designede, indgik.

Paul Gadegaards første malerier var naturalistiske, men fra slutningen af 1940'erne vendte han sig mod et abstrakt billedsprog, der efter opholdet i Paris lagde sig i forlængelse af den konstruktive kunst; 1949-52 udstillede han med sammenslutningen Linien II. Frem til 1960 arbejdede han i sine konstruktioner med maleriet som stof og lod penselstrøgene og malingens tykkelse være et formdannende element. Efter 1960 ses en række næsten monokrome billeder, holdt i en stil, der blev fremherskende de kommende år. Farven blev lysere og klarere, overfladens karakter skiftede til det mere glatte og ensartede.

Herning Kunstmuseum ejer en lang række af Gadegaards malerier. Blandt hans mange udsmykningsopgaver er en totaludsmykning af Tekocenter i Herning (1977-82). Gadegaard var medlem af Grønningen 1968-83; han modtog Eckersbergs Medalje i 1970 og Thorvaldsens Medalje i 1982.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Jens Henrik Sandberg: Paul Gadegaard i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 17. oktober 2018 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=81610