Faktaboks

Niels Lergaard

Niels Christian Lergaard-Nielsen

Født
10. februar 1893, Vorup
Død
25. juli 1982, København

Niels Lergaard var en dansk maler. Leergaard var udlært som malersvend og gik 1917-1920 på Kunstakademiet. Efter en række år i Norge bosatte han sig i 1928 på Bornholm på opfordring af Oluf Høst, men han blev aldrig en del af den traditionelle Bornholmerskole.

Sammen med bl.a. Jens Søndergaard tilhørte han de såkaldte mørkemalere, der dyrkede et mere romantisk maleri med en nedtonet kolorit og med en pastos farvebrug. I slutningen af 1930'ernes udviklede Lergaard et mere abstrakt udtryk, men forlod dog aldrig naturgengivelsen. Gennem reduktion af de enkelte motivdele til præcist definerede farveflader og ved brug af laserende farvelag, oftest med havet som en mur bag klippeknuden Bokul og kirken i Gudhjem, skabte han i sine værker en stærk oplevelse af det universelle rum.

Lergaard var fra 1931 medlem af Grønningen, men skiftede i 1970 til Corner. Han var professor ved Kunstakademiet 1959-1964 og modtog Eckersbergs Medalje i 1937 og Thorvaldsens Medalje i 1965.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig