Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Niels Lergaard

Oprindelig forfatter LKM Seneste forfatter Redaktionen

Niels Lergaard, 1893-1982, dansk maler. Udlært som malersvend gik Lergaard på Kunstakademiet 1917-20. Efter en række år i Norge bosatte han sig i 1928 på opfordring fra Oluf Høst på Bornholm, men han blev aldrig en del af den traditionelle Bornholmerskole. Sammen med bl.a. Jens Søndergaard tilhørte han de såkaldte mørkemalere, der dyrkede et mere romantisk maleri med en nedtonet kolorit og med en pastos farvebrug. I 1930'ernes slutning udviklede Lergaard et mere abstrakt udtryk, men forlod dog aldrig naturgengivelsen. Gennem reduktion af de enkelte motivdele til præcist definerede farveflader og gennem brug af laserende farvelag, oftest med havet som en mur bag klippeknuden Bokul og kirken i Gudhjem, skabte han i sine værker en stærk oplevelse af det universelle rum. Lergaard var fra 1931 medlem af Grønningen, men skiftede i 1970 til Corner. Han var professor ved Kunstakademiet 1959-64 og modtog Eckersbergs Medalje 1937, Thorvaldsens Medalje 1965.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Lars Kærulf Møller: Niels Lergaard i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 19. februar 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=116028