Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Mogens Zieler

Oprindelig forfatter BHes Seneste forfatter Redaktionen

Mogens Zieler. Tegning fra 1945 af legemets fire væsker i temperamenternes humørfyldte opstilling af sangvinsk, kolerisk, melankolsk og flegmatisk. Fra bogen Ex historia remediorum (1945).

Mogens Zieler. Tegning fra 1945 af legemets fire væsker i temperamenternes humørfyldte opstilling af sangvinsk, kolerisk, melankolsk og flegmatisk. Fra bogen Ex historia remediorum (1945).

Mogens Zieler, 1905-1983, dansk maler og grafiker. Han var elev af Harald Giersing, før han gik på Kunstakademiet 1927-32 hos bl.a. Aksel Jørgensen. Mogens Zielers figurative billedudtryk viser en udpræget sans for den dekorative linje, fladens ornament og kombinationen af sort, hvid og lokalfarver. Med afsæt i den nære hverdag i Sondrup Bakker ved Horsens skabte han en eventyrlig, finurlig verden befolket af kvinden, katten, hesten og skovens og fantasiens dyr. Hans dekorative evner kom til udtryk i bl.a. ekslibris, billedvævninger udført af hustruen, Bennie Zieler (1908-79), samt katalogforsider og bogillustrationer. Blandt talrige udsmykningsopgaver er Tivolis Koncertsal (mosaikker, 1956), Risskov Skoles festsal (1960) og Holstebro Posthus (1963). Horsens Kunstmuseum ejer en lang række af hans værker.

Mogens Zieler var medstifter og medlem af Høstudstillingen 1932-45, derefter medlem af Decembristerne (formand 1953-68); han modtog 1954 Eckersbergs Medalje.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Birgit Hessellund: Mogens Zieler i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 18. januar 2018 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=184143