Knud Lollesgaard, 1911-1997, dansk maler, bror til Hans Lollesgaard. Knud Lollesgaard blev uddannet som landmand, før han 1952-55 gik på Kunstakademiet. Sine motiver fandt han på gården i Nordsjælland og i de omgivende landskaber, der gerne er skildret i mørke jordfarver. Særlig kendt blev han for glasmosaikker til mange danske kirker og til Kirkernes Verdensråds Kapel i Genève i Schweiz (1964).