Kjeld Hansen, 1919-2012, dansk maler. Han blev uddannet på bl.a. Kunstakademiet 1940-45, og de tidlige landskabsbilleder fra bl.a. Bornholm var nært forbundet med den naturalistiske tradition. Omkring 1950 bevægede han sig mod et mere abstrakt formsprog i en serie malerier med motiver fra byggepladser. 1975-77 udførte han en udsmykning til Katedralskolen i Nykøbing Falster. Kjeld Hansen var medlem af Den Frie Udstilling fra 1948; i 1969 modtog han Eckersbergs Medalje.