Faktaboks

Franciska Clausen
Født
7. januar 1899, Åbenrå
Død
5. marts 1986, Åbenrå

Franciska Clausen var en dansk maler. Hun uddannede sig blandt andet hos László Moholy-Nagy i Berlin 1922 og hos Fernand Léger i Paris 1924-1926. Efter en periode med stærk forankring i Légers "maskinkubisme" (fx Skruen, 1926, Skive Kunstmuseum) nåede hun frem til en selvstændig konstruktivisme, som det ses i Ny idé (1928, Trapholt). I frugtbar dialog med Piet Mondrians neoplasticisme fandt hun sin egen udtryksform med cirklen som dominerende billedelement, fx Cirkler og vertikaler (1930, Trapholt).

Franciska Clausen var medlem af den internationale kunstnergruppe Cercle et Carré og vendte efter dennes opløsning 1931 hjem til Danmark, hvor hendes kunst ikke vandt forståelse. Hun opgav at fortsætte og helligede sig i stedet en levebrødsbeskæftigelse som naturalistisk portrætmaler i fødebyen Aabenraa. Først efter 1945 har hendes pionerindsats gradvis vundet anerkendelse herhjemme, og hun modtog i 1977 Thorvaldsens Medalje.

Læs mere i Dansk Kvindebiografisk Leksikon

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig