Faktaboks

Folmer Bendtsen
Født
8. februar 1907, København
Død
6. januar 1993, Frederikssund

Folmer Bendtsen var en dansk maler som arbejdede indenfor den socialrealistiske tradition i moderne dansk malerkunst.

Folmer Bendtsen debuterede på Kunstnernes Efterårsudstilling i 1935. Før det arbejdede han bl.a. som sømand og gadehandler. Bendtsen var medlem af Kammeraterne 1936-1946 og af Grønningen fra 1953.

Udgangspunktet for Folmer Bendtsens maleri var en social bevidsthed, og motiverne hentede han især i de københavnske arbejderkvarterer, som han var fortrolig med fra sin opvækst. Hverdagens omgivelser, skildret i en neddæmpet farveskala og med vægten lagt på døgnets forskelligartede lys og atmosfære, danner ofte kulisser omkring livsbekræftende scenerier.

Folmer Bendtsen løste flere store udsmykningsopgaver, bl.a. til kantinen i Radiohuset i København (1949-1951), hvor han søgte at gøre lytterne til radioens udsendelser nærværende overfor medarbejderne i Radiohuset. Maleriet skildrede arbejderklassen på vej hjem fra arbejde. Om maleriet sagde Bendtsen således til avisen Land og Folk i 1951: ”Jeg har følt det rigtigt at konfrontere de mennesker, der lever og virker i huset, med den hverdag, de er så betydningsfulde for, og som de skal betjene.”

Af andre udsmykningsopgaver kan nævnes Frederiksværk Rådhus (1965). Derudover udførte han en lang række litografier.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig