Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Rasmus Harboe

Oprindelig forfatter DFalc Seneste forfatter Redaktionen

Rasmus Harboe, 1868-1952, dansk billedhugger. Rasmus Harboe var elev af Stephan Sinding 1887-91, men blev under et Italiensophold 1898-99 stærkt påvirket af italiensk renæssanceskulptur og græsk kunst.

Han debuterede 1892 på Salonen i Paris, udstillede på bl.a. Charlottenborg og modtog Eckersbergs Medalje 1914, Thorvaldsens Medalje 1948. I perioden 1907-20 udførte Rasmus Harboe relieffer og figurer til bygninger af Martin Nyrop, Hack Kampmann og Martin Borch.

Bedst kendt er reliefferne på Eliaskirken (1908) og Herkulesfontænen (1913-15), begge på Vesterbros Torv i København.

Rasmus Harboe udførte også keramiske arbejder for Aluminia. Efter hustruens død i 1936 isolerede han sig, og der kendes ingen senere værker fra hans hånd.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Dorthe Falcon Møller: Rasmus Harboe i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 18. november 2018 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=88948