Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Julius Paulsen

Oprindelig forfatter ClSte Seneste forfatter Redaktionen

 Viggo Hørup malet af Julius Paulsen i 1890.

Viggo Hørup malet af Julius Paulsen i 1890.

Julius Paulsen, 1860-1940, dansk maler, uddannet som malersvend og på Kunstakademiet 1879-82. I 1885 rejste Julius Paulsen sammen med Viggo Johansen til Paris over Holland og Belgien.

Julius Paulsen blev påvirket af Rembrandt og af fransk salonkunst som fx i Modellerne holder hvil (1887, Göteborg konstmuseum). Han blev en eminent skildrer af den nøgne kvindekrop, fx Sovende pige (1910, Glyptoteket), der er udført i en mere moderne, koloristisk betonet stil.

Denne udvikling ses også i landskabsbillederne, fra Sankt Hans nat ved Tisvilde Strand (1886, Statens Museum for Kunst) over det stemningsprægede To ege. Egnen ved Vallø (1892, Hirschsprung) til det næsten abstrakte Landskab fra Tisvilde (1933, privateje).

Annonce

Julius Paulsen malede også interiører og portrætter, fx Et møde i Ministeriet Zahle (1916-17, deponeret i Folketinget), Carl Nielsen (1931, Frederiksborg) og flere selvportrætter.

Julius Paulsen, der udstillede på Charlottenborg fra 1879 og Den Frie Udstilling 1891-1905/06, var professor ved Kunstakademiet 1908-20. Han modtog Eckersbergs Medalje i 1887, Thorvaldsens Medalje i 1893.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Claudine Stensgaard Nielsen: Julius Paulsen i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 16. november 2018 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=139688