Faktaboks

Erik Henningsen
Født
29. august 1855
Død
28. november 1930

Erik Henningsen. Foto: Elfelt. Det Kongelige Bibliotek.

.

Erik Henningsen Tuborg-Øl; plakat fra 1900.

.

Erik Henningsen. I Askov Højskoles foredragssal har Erik Henningsen malet forstanderen ved vinterskolens afslutning i 1902. I dagens anledning er Ludvig Schrøder flankeret af sin hustru og datter og bag dem de faste lærere Heinrich Nutzhorn, Jacob Appel (stående), Poul la Cour, H.F. Feilberg (i forgrunden) og Poul Bjerge. Den lille pige er datterdatteren Margrethe, kaldet Pip (1895-1971), der blev gift med C.P.O. Christiansen. Desuden ses skolens naboer og venner.

.

Erik Henningsen. Møde i Bogstaveligheden, 1. marts 1882, hvor J.P. Jacobsen oplæser novellen Pesten i Bergamo efter sit manuskript. Erik Henningsen tegnede i 1910 denne situation fra det toneangivende kunstneriske miljø i København, hvor man andægtigt lytter til digterens lidenskabelige prosa, et skriftsprog, som indtager rummet. Siddende fra venstre: Erik Skram, Georg Brandes, Sophus Schandorph, Holger Drachmann, Edvard Brandes, Viggo Johansen, August Jerndorff, Herman Trier, J.P. Jacobsen, P.S. Krøyer, Karl Madsen, Pietro Krohn, Kristian Zahrtmann. Stående fra venstre: F. Hendriksen, Karl Gjellerup, Otto Borchsenius, Hans Nic. Hansen, Martinus Galschiøt, Laurits Tuxen, Harald Høffding, Michael Ancher.

.

Erik Henningsen, En såret arbejder, 1895. Olie på lærred. Statens Museum for Kunst, www.smk.dk.

.

Erik Henningsen var en dansk maler og tegner. Han var bror til Frants Henningsen.

Erik Henningsens kunst og motiver

Erik Henningsen blev uddannet på Kunstakademiet i årene 1873-1877 og blev knyttet til foreningen Bogstaveligheden, der var et forum for realismens medmenneskelige idealer om skabelsen af et bedre samfund gennem oplysning og debat.

I en teknik, der efterligner virkeligheden og trækker beskueren ind i billedrummet som øjenvidne, satte Erik Henningsen fokus på de arbejdsløse, kvinders og arbejdernes retsløshed, børns og ældres vilkår, men også på københavnerlivets mange facetter.

Kendte værker er Vagtparade (1888), Sat ud (1892) og En såret arbejder (1895, alle på Statens Museum for Kunst) samt Et foredrag i Dagmarsalen, Askov Højskole (1903, Ribe Kunstmuseum).

Illustrationer

Erik Henningsen leverede illustrationer til bl.a. Ude og Hjemme og til Johan Krohns Peters Jul (1914), og han udførte plakaten med den tørstige mand i sommervarmen til Tuborg. Billedet blev først udført som maleri til bryggeriets plakatkonkurrence i 1900 i anledning af Tuborg-øllets 25-årsjubilæum. Førstepræmien gik til J.F. Willumsen, men Henningsens forslag blev den reelle vinder, og hans korpulente svedende mand i sommerheden er blevet indbegrebet af den tørstige dansker. Motivet anvendes stadig som reklameplakat og fra 1977 på etiketten til bryggeriets Store Tuborg-øl.

Erik Henningsen modtog Eckersbergs Medalje i 1890.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig