Faktaboks

August Jerndorff

August Andreas Jerndorff

Født
25. januar 1846
Død
28. juli 1906

August Jerndorff. J.C. Jacobsen blev malet af Jerndorff i 1886. Bryggeren står i sit væksthus, kaldet Pompeji, bygget til privatboligen på Carlsberg i 1876. På bænken i baggrunden har den travle mand lagt sin frakke. På bordet foran ham ses symboler på hans virksomme liv: mikroskop, laboratoriekolber og -glas, en flaske lagerøl og videnskabelige bøger og tidsskrifter, bl.a. Louis Pasteurs Études sur la bière (1876) og Emil Chr. Hansens De danske Gjødningssvampe (1876).

.

J.B.S. Estrup. Maleri af August Jerndorff, 1895. Frederiksborgmuseet. Det mesterlige portræt er malet året efter Estrups afgang som konseilspræsident og indfanger den lidt bryske, tilknappede autoritet, som var hans kendemærke i forhold til såvel partifæller som politiske modstandere. Estrup bærer Dannebrogordenen om halsen og Elefantordenen i blåt bånd fra venstre skulder; sidstnævnte fik han allerede i 1878, og den var udtryk for kongens store anerkendelse af hans politiske indsats.

.

August Jerndorff. Carl Jacobsen lod sig i 1893 male af Jerndorff, som syv år tidligere havde malet hans far, J.C. Jacobsen. Portrætterne er pendanter, samme størrelse og samme udstyr. Carl Jacobsen står ved et bord i sit arbejdsværelse i Ny Carlsbergs hovedbygning støttende sig til samme bog af Louis Pasteur, som hans far blev afbildet med, og med arkitekturtegninger, lup, bygkorn, mikroskop, øletiketter m.m. anbragt på bordet. Billedet vidner bl.a. om Carl Jacobsens beundring og agtelse for sin far.

.

August Jerndorff. Foto: Fred. Riise.

.

August Jerndorff var en dansk maler. Han blev uddannet hos Chr. Hetsch, på Kunstakademiet fra 1863-1868 og hos P.C. Skovgaard.

I årene 1875-1878 opholdt August Jerndorff sig i Italien, hvor han blev påvirket af nybruddet i landskabsmaleriet, som det ses i Efterår på heden (1895, Randers Kunstmuseum).

Jerndorff malede religiøse billeder, fx tolv apostle til Jesuskirken i Valby (1891), men huskes især for sine monumentale portrætter, der rummer en romantisk opfattelse af den enestående personlighed, bl.a. bryggerne J.C. Jacobsen (1886) og Carl Jacobsen (1893) og J.B.S. Estrup (1895), alle på Frederiksborgmuseet.

August Jerndorff var medstifter af malerakademiet i Søkvæsthuset på Christianshavn, forløberen for Kunstnernes Frie Studieskoler. Han arbejdede også med kunsthåndværk, bl.a. i tilknytning til Dekorationsforeningen. Sammen med J. Skovgaard og Th. Bindesbøll illustrerede han Drachmanns Troldtøj (1889-1890).

August Jerndorff modtog Thorvaldsens Medalje i 1884 og blev professor ved Kunstakademiet i 1901.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig