armensk kunst

Armensk kunst er siden den tidlige middelalder blevet udviklet af de kristne armeniere, i lange perioder under fremmed herredømme eller i landflygtighed.

Det er særlig den armenske kirkearkitektur, som er bemærkelsesværdig. Den overhvælvede basilika kendes fra 400-600-tallet, og i de følgende århundreder optræder også kuppelhal-typen og de korsformede centralkirker med tre apsider, bl.a. i Anı. Kunsthistorikeren Joseph Strzygowski anså i sit banebrydende værk Die Baukunst der Armenier und Europa (1918) de armenske kirker for prototyper for europæiske romanske kirker. Selvom teorien næppe er holdbar, illustrerer den både byggeriets enestående karakter og forbindelseslinjerne til det middelalderlige kirkebyggeri i mange dele af den kristne verden.

Kirkerne smykkedes med relieffer som fx i Achtamar, med fresker og med de karakteristiske korssten (se den armenske kirke), hvis mønstre omkring korset menes at have direkte forbindelse med samtidige tæppemønstre.

Armenierne er et skrive- og trykkekunstens folk, og derfor har de særlig dyrket udtryksformer, som knytter sig til håndskrifter og bøger, fx miniaturemaleri og bogbind. Særlig fornemme er miniaturerne fra det middelalderlige kilikiske Armenien; berømt er miniaturemaleren Toros Roslin fra 1200-tallet. Bogbind i læder er bl.a. tilvirket hos Isfahans armeniere i 1600-tallet og 1700-tallet; ældre bogbind i bl.a. sølv (fx til evangeliehåndskrifter) knytter forbindelsen til stilistisk og materialemæssigt beslægtede genstande som relikvieskrin, alterkalke, oliekander m.m. Armenierne har også i århundreder været kendt for deres tekstilkunst, især tæppeknytning, vævning og broderi.

Kunstne i den moderne armenske stat behandles i artiklen Armeniens arkitektur og billedkunst.