Det Byzantinske Riges kunst prægede i mere end 1000 år Middelhavsområdets kultur og fik dybtgående indflydelse på vesteuropæisk kunst i middelalderen. Da Konstantin den Store grundlagde Romerrigets nye hovedstad Konstantinopel, skete det med Rom som forbillede.

Til forskel fra tidligere romerske byer var "Det nye Rom" imidlertid en hovedsagelig kristent organiseret by fra grundlæggelsen i 330. Kirke og stat dannede et uadskilleligt hele, og borgerne i det universelle Byzantinske Rige var tillige medlemmer af den ortodokse kirke. I teorien, om ikke i praksis, var Det Byzantinske Rige et teokrati.

Arkitektur

Allerede efter toleranceediktet i Milano 313, hvor de kristne fik trosfrihed, påbegyndtes et kirkebyggeri i betydeligt omfang. Basilikaen, oprindelig en verdslig, romersk bygningstype, var velegnet som samlingssted for de hastigt voksende kristne menigheder. Med sin funktionelle planløsning og enkle konstruktion opfyldte den kravene om et hurtigt og ensartet byggeri, der kunne opføres overalt i riget.

Denne tidlige kristne arkitektur, der også omfatter baptisterier, mausoleer og martyrhelligdomme, repræsenterer i alt væsentligt en fortsættelse af traditionen og romersk byggepraksis (se oldkristen kunst). Betydelige eksempler på tidligbyzantinsk arkitektur er Sankt Johannes Studios-basilikaen i Konstantinopel (midten af 400-tallet), de udgravede basilikaer i Filippi (første halvdel af 500-tallet) og den femskibede Hagios Demetrios i Thessaloniki (slutningen af 400-tallet, genopbygget efter brand 1917). Fra 400-tallet ses et omfattende kirkebyggeri i Grækenland, Lilleasien og Syrien samt i kystområderne Middelhavet rundt.

Under kejser Justinian 1. udvikledes nye hvælvingskonstruktioner, og der blev eksperimenteret med basilikatypen, der fx med kraftigt markerede tværskibe udvikledes mod en korsplan, hvis skibe blev overhvælvet med kupler: Apostelkirken i Konstantinopel (550) og Johanneskirken i Efesos (565).

Vigtige eksempler på kirker med en egentlig centralplan er Sergios og Bakchoskirken i Konstantinopel (før 536) og San Vitale i Ravenna (548), begge med stærk pointering af centralrummet. Hagia Sofia i Konstantinopel (532-37) er en kuppelkirke, men grundplanen er indskrevet i et rektangel, og længdeaksen markeret med to halvkupler i øst og vest.

Hagia Sofia er enestående, både hvad angår størrelse og planløsning, men den udtrykker vigtige grundlæggende principper i byzantinsk arkitektur: Den er i særlig grad et eksempel på rummets arkitektur. Bygningens ydre synes overalt af mindre interesse end dens indre. Symmetri, harmoni og en subtil brug af lyset spiller en vigtig rolle. Fra kirkens midte, under kuplen, erkendes dens rum som et symbolsk kosmos, hvor det enkelte individ indgår i en guddommelig orden.

I løbet af 700-800-tallet fandt den karakteristiske byzantinske kirketype sin endelige form: Den såkaldte korskuppelkirke, eller "kors-i-kvadrat", hvor kernen i den kvadratiske grundplan består af langskib og tværskib, der danner et ligearmet græsk kors.

Over korsskæringen hviler en kuppel, evt. på en tambur gennembrudt af vinduer. I denne periode ses også påvirkning fra islamisk arkitektur og randområder som Armenien.

Karakteristiske formtræk i byzantinsk kirkearkitektur formidledes fra 1000-1100-tallet i voksende grad til Vesten, der også i et vist omfang overtog centralplanen med kuppel, fx Markuskirken i Venedig og Martorana i Palermo.

Provinsarkitekturen og regionale centre får i 1200-tallet øget indflydelse. Trods den politiske og økonomiske svækkelse i årene efter generobringen af Konstantinopel i 1261 sås en opblomstring af kunst og arkitektur. Et karakteristisk træk i den såkaldte palæologiske periode (benævnt efter det palæologiske dynasti, 1261-1453) er en dekorativ tendens, hvor ydermurenes mursten lægges i tavlede og dekorative mønstre eller danner komplicerede ornamenter, og hvor der veksles mellem skifter i tegl og kvadre.

Proportionerne ændredes dramatisk: I de senbyzantinske kirker på Balkan, specielt i Serbien under kong Milutin, ses kuplen hævet højt op på en slank, tynd tambur, og tværskibsarmene er markeret med tilsvarende høje, slanke gavle (Gracanica, fra begyndelsen af 1300-tallet). Verdslig arkitektur kendes kun i beskedent omfang, men fra denne periode stammer det såkaldte Tekfur Sarayi i Konstantinopel, et sent kejserpalads ved landmurene fra begyndelsen af 1300-tallet, og paladset i Mistra på Peloponnes fra midten af 1200-tallet, begge stærkt præget af vestlig indflydelse. Efter Konstantinopels fald i 1453 fortsatte kirkebyggeriet i Rusland og i de tidligere provinser traditionen.

Billedkunst

I tidsrummet mellem Konstantin den Store og Justinian 1. udvikledes en abstrakt, todimensional billedkunst præget af afvejede kompositioner og de hellige figurers frontalitet. Den klassiske kunsts organisk artikulerede figurer og tilnærmede naturalisme blev forladt til fordel for en symbolsk orden, der i fortættet form udtrykker en åndelig tilstand og det guddommeliges nærvær.

Det er karakteristisk, at den tredimensionale friskulptur forsvandt i løbet af tidlig byzantinsk tid. Herefter fandtes byzantinsk skulptur næsten udelukkende som reliefdekoration på sarkofager, arkitektoniske led som søjlekapitæler, arkitraver, og på korskranker i kirkerne.

Udviklingen kan inddeles efter skelsættende historiske begivenheder: billedstriden (ikonoklasmen) 726-843 og Konstantinopels erobring under det 4. korstog med den efterfølgende besættelse 1204-61. De tre hovedfaser er 1) tidligbyzantinsk til 700-tallet, 2) byzantinsk middelalder, 800-1200-tallet og 3) senbyzantinsk kunst, 1200-1400-tallet.

I Det Byzantinske Rige, hvor kostbare og luksuøse materialer benyttedes med forkærlighed til bl.a. kirkeinventar, relikvarer mv., blev mosaikker et yndet materiale til monumentaludsmykninger. Overgangen fra oldkristen til byzantinsk stil kan følges i Ravenna, hvis mosaikker spænder over godt og vel et århundrede fra det såkaldte Galla Placidias Mausoleum (ca. 450) til kirken Sant'Apollinare in Classe fra 549.

Hovedmonumentet er mosaikudsmykningen i korpartiet i kirken San Vitale (540-47) med bl.a. de berømte fremstillinger af kejser Justinian 1. og kejserinde Theodora. Som følge af billedstriden kendes foreløbig kun et enkelt eksempel på kristne mosaikker (og kun et par fragmenter af freskoer) i Konstantinopel før 800-tallet. Den tidlige udvikling kan dog følges i Thessaloniki med de formentlig theodosianske mosaikker i Sankt Georg-rotunden (400-tallet ?) som de tidligste fulgt af Hosios David (400-tallet) og mosaikkerne i Hagios Demetrios fra omkring midten af 600-tallet.

I løbet af disse århundreder fik ikonen voksende betydning i det religiøse liv. Den betød kontakt med det guddommelige og blev følgelig et vigtigt led i helgendyrkelsen; den helbredte og den ydede beskyttelse som fx den berømte Maria-ikon, der under avarernes belejring af Konstantinopel i 626 blev paraderet på bymurene og ansås dermed for at have reddet byen.

Det religiøse billedes position i det byzantinske samfund var følgelig usædvanlig stærk og fremkaldte på et tidligt tidspunkt en heftig debat. Under billedstriden 726-843 tog modstanderne af billederne bl.a. udgangspunkt i Moselovens 2. bud. Billeddyrkerne, ikonodulerne, betragtede ikonerne som instrumenter for det hellige. De argumenterede for, at billedet var en magisk genpart af forbilledet, den guddommelige person, der var afbildet; korrekt udført indeholdt det også prototypens essens. Genindsættelsen af billederne i 843 fejres endnu i dag i østkirken som ortodoksiens sejr.

Den byzantinske mosaikkunsts hovedværker efter ikonoklasmen findes i dag især bevaret i Grækenland (Thessaloniki), Konstantinopel og Lilleasien. En række kejserportrætter fra 800-1100-tallet af høj kvalitet, enkeltstående eller vist sammen med Kristus og Maria, er bevaret i Hagia Sofia i Konstantinopel.

I 1000- og 1100-tallet var dekorationsskemaet for den typiske byzantinske korskuppelkirke fuldt udviklet. Arkitektur og udsmykning danner her en harmonisk og gennemtænkt helhed, hvor hvert billede har sin bestemte plads i helheden. Kirken bliver et billede på kosmos, hvor kuplerne, der symboliserer himlen, overhvælver de lavere zoners jordiske niveau i udsmykningens hierarkiske system.

Men de enkelte billeder havde også en mere specifik topografisk symbolik ved at repræsentere de hellige steder, hvor Jesus havde færdedes. Endelig rummede udsmykningen en henvisning til kirkeårets fester, hvor de enkelte billeder knyttede sig til og kommenterede den liturgiske kalender. I den byzantinske kirke smelter rum, tid og liturgi sammen i en symbolsk konstruktion.

Tre store udsmykninger i Grækenland fra 1000-tallet nærmer sig den ideelle udformning af dette program: Hosios Lukas ved Delfi (begyndelsen af 1000-tallet), Nea Moni på Chios (midten af 1000-tallet) og Dafni uden for Athen (omkring 1100). De tre udsmykninger viser tillige stilvariationerne i perioden. Hosios Lukas og Nea Moni er strenge, asketiske, farvestærke og med en kraftig og summarisk figurtegning; i Dafni er farverne lysere og figurerne organisk modelleret med sans for volumen, gestik og bevægelser.

Stilen er klassicerende, og udsmykningen er repræsentativ for den såkaldte komnenske renæssance i byzantinsk kunst i 1100-tallet. Sådanne renæssancebevægelser var hyppige i byzantinsk kunst og bekræfter den vedholdende forbindelse til den klassiske arv.

De mange freskodekorationer i hulekirkerne og kapellerne i Göreme i Kappadokien i Lilleasien belyser vigtige faser i stiludviklingen fra 800-1000-tallet, skiftende indflydelse fra hovedstaden og varianter af udsmykningsprogrammet. Det samme gælder de mange kirker på Cypern med freskoer fra 900-1100-tallet og de betydelige freskoer i Serbien og Makedonien: Santa Sofia, Ochrid (før 1056) samt kirker i Nerezi (1164), Kurbinovo (1191) og Sopocani (omkring 1260).

Efter generobringen af Konstantinopel 1261 oplevede det stærkt reducerede rige en kulturel opblomstring. Under det palæologiske kejserdynasti bidrog en lille aristokratisk elite i hovedstaden til udbygningen og restaureringen af dens kirker. Udsmykningen med mosaikker og freskoer i Chora-kirken ved landmurene (Kariye Camii), Pammakaristos-kirken (Fethiye Camii) og Apostelkirken i Thessaloniki, alle fra begyndelsen af 1300-tallet, er højdepunkter i perioden og karakteristiske eksempler på den palæologiske stils ekspressionisme.

Den stilistiske udvikling, der kan følges i monumentalmaleriet, dækker også ikonmaleriet (i den moderne betydning: tavlemaleri) og bogmaleriet. Ikonerne fik en stadig mere fremtrædende plads i de byzantinske kirker, især med etableringen af ikonostasen, den senbyzantinske billedvæg, der skjulte korpartiet for resten af kirken, og som findes fuldt udformet fra 1300-tallet.

Bogmaleriet kendes på nær nogle sjældne manuskripter og fragmenter især fra århundrederne efter billedstormen. De kostbart udsmykkede bøger er med få undtagelser bibelske, og langt den største del af det bevarede materiale er evangeliebøger, hvis standardudsmykning består af portrætter af evangelisterne som indledning til de enkelte evangelier, rigt ornamenterede initialer og kanontavler.

I det lille format kommer skulpturen til udtryk i elfenbensarbejder, i tidlig byzantinsk tid i form af æsker og skrin til medicin, smykker m.m., dekoreret med både hedenske og mytologiske motiver og kristne scener, samt consulardiptyker, tofløjede tavler, der blev benyttet af konsulerne som gaver ved deres tiltræden i embedet. Senere benyttedes også elfenbensrelieffer til bogbind og små ikoner.

Trods mange regionale centre med stilistiske særpræg var det Konstantinopel som rigets politiske, økonomiske og kulturelle centrum, der prægede udviklingen.

Byzantinske håndværkere og kunstnere virkede overalt i Middelhavsområdet. De justinianske mosaikker i apsis i Katarinaklostrets kirke på Sinai (550-65) er utvivlsomt udført af mestre fra Konstantinopel. I begyndelsen af 700-tallet hentede araberne både mestre og materialer fra Det Byzantinske Rige til Damaskus, fx til mosaikudsmykningen i den store moské.

Tilsvarende blev Sofiakirken i Kyjiv i begyndelsen af 1000-tallet udsmykket af byzantinske kunstnere. I Italien har byzantinske kunstnere været i arbejde i Markuskirken i Venedig og på Sicilien, hvor byzantinsk stil og teknik er væsensbestemmende for de normanniske mosaikudsmykninger i Palermo, Cefalù og Monreale.

I middelalderen var byzantinsk kunst højt skattet i Vesteuropa. I den karolingiske periode betragtedes den byzantinske kunst som bevarer og formidler af den klassiske græsk-romerske arv og blev derfor vigtig som eksempel for den karolingiske renæssance. Stærkest var indflydelsen i områder, hvor kontakten med Det Byzantinske Rige økonomisk, politisk og kulturelt har været betydningsfuld som fx Sicilien og Venedig i 1100- og 1200-tallet. Men fransk og engelsk bogmaleri omkring 1200 og toskansk tavlemaleri i 1300-tallet var også stærkt præget af byzantinsk indflydelse. Korstogene bidrog til interessen for byzantinsk kunst; relikvarier, manuskripter mv. blev hjembragt som krigsbytte.

I Norden er de sene 1100-tallets kalkmalerier i Garda og Källunge på Gotland eksempler på en stærkt byzantinsk influeret stil, der måske skyldes en russisk maler fra Novgorod, mens Dagmarkorset, et lille korsrelikvarium i guld og emalje fra begyndelsen af 1000-tallet (nu Nationalmuseet, København), er et eksempel på den store mængde af byzantinsk kunsthåndværk, der fandt vej til Vesten.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig