Tyskland - billedkunst

Fra 1000-tallet voksede en kraftfuld, arkitekturbunden skulptur frem på kirkernes tympanonfelter, på døbefonte og gravrelieffer. Vægmalerier er bevaret i Allerheiligenkapelle i Regensburg (efter 1160) og glasmalerier i domkirken i Augsburg fra 1100-tallet.

En hel særegen position indtog de sengotiske billedskærerværksteder i slutningen af 1400-tallet og i det tidlige 1500-tallet. Med udgangspunkt i Sydtyskland virkede Veit Stoss i byerne Kraków og Nürnberg. Fra Krakówtiden kan fremhæves det vældige højalter Marienaltar, udført til Marienkirche i Kraków. I Nürnberg udførte han passionsrelieffer og en korsfæstelsesgruppe til Sankt Sebalduskirken. Hans kendteste værk er Der Englische Gruss ('Englehilsenen') i Sankt Lorenzkirche i Nürnberg. Den svævende bemalede træskulptur består af en næsten 5 m høj, oval ramme omkring en forkyndelsesgruppe. Rammen er udskåret som en kolossal rosenkrans og ophængt i kirkehvælvet.

Billedhuggeren Tilman Riemenschneider, der blandt andet virkede i Würzburg må fremhæves for hans uforlignelige skulpturer skåret i lyst lindetræ med stor præcision i udførelsen og med en udstråling af verdensfjern tankefuldhed fx Heilig-Blut-Altar ('Det hellige blods alter') i Jacobskirche i Rothenburg og Marienaltar i Herrgottskirche i Creglingen.

I Sydtyskland virkede desuden billedskæreren Hans Leinberger. Blandt dennes betydeligste værker kan nævnes skulpturgruppen Maria mit Kind i kirken Sankt Martin i Landshut.

Münchner kunstneren Erasmus Grasser var en hovedskikkelse inden for sengotikkens sydtyske skulptur, først og fremmest kendt for sin serie af Moriskentänzer ('Mauriske dansere'), udført i bemalet træ til festsalen i Altes Rathaus i München.

I Nordtyskland blev Bernt Notkes værksted i Lübeck et af sengotikkens betydeligste og leverede malerier, skulpturer og altertavler til kirker i hele Østersøområdet. Blandt hans tidlige tilskrevne værker er en ca. 30 m lang billedfrise, Totentanz ('Dødedans') kaldet Døden fra Lübeck i Marienkirche i Lübeck (tabt). Blandt sikre arbejder fra hans værksted er fløjaltertavlen i Aarhus Domkirke med 46 bemalede skulpturer og 26 malerier.

Claus Berg, der ligeledes stammede fra Lübeck udførte sit hovedværk, en mægtig tredelt altertavle til Graabrødre Kloster i Odense, der senere blev placeret i Sankt Knuds Kirke. Den rigt ornamenterede, malede og forgyldte tavle er forsynet med en talrige figurer. Med udgangspunkt i Odense-tavlen er et stort antal værker i Danmark og Nordtyskland blevet tilskrevet Claus Bergs værksted.

Inden for malerkunsten dyrkede Kölnerskolen med Stephan Lochner en kultiveret "skøn stil", præget af skolastikken. De nordtyske mestre Bertram og Francke skabte ligesom de sydtyske mestre Gabriel Angler og Konrad Witz værker af patetisk ekspressiv skønhed.

Fra 1400-tallets sidste halvdel spores en vis påvirkning fra Nederlandene hos en kunstner som Martin Schongauer i Colmar, der også publicerede fremragende grafiske værker. Hans grafiske mesterskab lå i rendyrkningen af den sengotiske stregs udtrykskraft og følsomhed samt en usædvanlig formsans og inderlighed i udtrykket.

Ved siden af Schongauer var Meister des Hausbuches tidens betydeligste grafiker med bibelske motiver og skildringer af blandt andet senmiddelalderens høviske liv, karakteristiske ved en rytmisk fri linjeføring og nærmest malerisk formbehandling.

Romantikken fandt sit særlige tyngdepunkt i landskabsmaleriet, hvis karakter bedre kunne rumme bevægelsens dunkle, panteistiske eller kristne følelsesfuldhed end nyklassicismens historiemaleri. Hovedrepræsentanter for det romantiske landskabsmaleri i begyndelsen af 1800-tallet var Philipp Otto Runge i Hamburg og især Caspar David Friedrich, der bosatte sig i Dresden og skabte nogle af det romantiske landskabsmaleris hovedværker.

Georg Friedrich Kersting skabte i samme periode en række portrætterende interiørkompositioner, hvor han omfavnede rummet i al dets ro og fastholdt det alment menneskelige som noget eviggyldigt hævet over tid og sted. I Dresden virkede desuden medicineren og maleren Carl Gustav Carus og den senromantiske Ludwig Richter. I Berlin udførte Karl Friedrich Schinkel en række patetiske, visionære malerier af gotisk kirkearkitektur.

Ledet af en nyreligiøs følelse slog unge østrigske og tyske malere sig sammen i klosterlignende kollektiver som Lukasforbundet i Wien og Nazarenernes broderskab i Rom, blandt andre Friedrich Overbeck, Franz Pforr og Julius Schnorr von Carolsfeld. Stilistisk efterlignede de den italienske malerkunst fra tiden før Rafael.

Kunstakademiet i Düsseldorf med Düsseldorfer Malerschule og kunstakademiet i München, ledet af blandt andet Peter von Cornelius, havde fra midten af 1800-tallet stor søgning også blandt skandinaviske kunstnere. Romantikken afløstes samtidig af den saglige, intimt borgerlige og realistiske biedermeierstil, repræsenteret af Carl Spitzweg.

En klassisk romantisk strømning dyrkedes af Hans von Marées og Anselm Feuerbach . Sidstnævnte forsøgte, med mere eller mindre held, at forny historiemaleriet ved stort anlagte historiske og mytologiske kompositioner, ofte med motiver fra den græske oldtid.

Fra omkring 1850 lykkedes det Adolph von Menzel at forny historiemaleriet. Samtidig var Menzels interiører og landskaber en forudsigelse af impressionismen.

Billedhuggerkunsten var fra midten af 1800-tallet behersket af store nationale monumenter i senklassicistisk eller nybarok stil. Med udgangspunkt i senklassicismen arbejdede Ernst Rietschel i en realistisk stil med en emnekreds præget af senromantikkens dyrkelse af kunstnerkult og reformatoriske helteskikkelser. Hans Reformationsmonument i Worms, der blev udført i årene fra 1858 til 1868 er verdens største mindesmærke over Reformationen. Fortolkningen af monumentets Luther-skikkelse er senere blevet folkeeje.

Efter et studieophold i Rom blev Reinhold Begas den vigtigste repræsentant for den såkaldte Wilhelminske barokstil, som kom til at præge talrige monumenter i Berlin og andre tyske byer efter dannelsen af Det Tyske Kejserrige i 1871. Det enorme monument over kejser Wilhelm 1. ved Berliner Schloss blev udført fra 1892 til 1897. Det blev nedbrudt i 1950.

Først med Max Klingers symbolistiske skulptur skete der en fornyelse, der senere videreførtes af de ekspressionistiske kunstnere Ernst Barlach, Wilhelm Lehmbruck og Käthe Kollwitz.

Impressionismens vigtigste udøvere var Max Liebermann, Max Slevogt og Lovis Corinth.

I 1890'erne dannede billedkunstnerne udbrydergrupperinger og grundlagde Secessionerne, bl.a. Münchner Secession i 1892 og Berliner Secession i 1898. Samtidig udvikledes jugendstilen af bl.a. Franz von Stuck, Max Klinger og Alfred Kubin.

Kunstnerkolonien i Dachau med bl.a. Adolf Hölzel (1853-1934) og kunstnerkolonien i Worpswede med bl.a. Paula Modersohn-Becker dyrkede et stemningsfuldt landskabsmaleri.

Ekspressionismen brød samtidig igennem i Berlin, Dresden og München. I Dresden blev gruppen Die Brücke dannet i 1905 med kunstnerne Ernst Ludwig Kirchner, Erich Heckel, Karl Schmidt-Rottluff. Die Brücke udvidedes i 1906 med Max Pechstein og Emil Nolde i perioden fra 1907 til 1908 og senere med Otto Mueller i 1910.

Die Brücke regnes for banebrydende inden for den tyske ekspressionisme. Gruppen tilstræbte et brud med de akademiske rammer ved at arbejde autodidakt. Die Brückes kunstnere arbejdede med udgangspunkt i naturen, men mod naturen med kraftige, grelle farver og en forrevet linjeføring. Man lagde vægt på indholdet frem for det maleriske. Motivvalget var det ensomme massemenneske, storbyjunglen, mennesket i naturen, portrætter og modelstudier. I 1911 flyttede Die Brücke til Berlin, og i 1913 opløstes gruppen.

I München dannedes gruppen Der Blaue Reiter i 1911 med bl.a. Wassily Kandinsky, Franz Marc, August Macke og Paul Klee. Navnet Der Blaue Reiter refererer til titlen på et maleri af Kandinsky, hvor en rytter symboliserer gennembrud og forandring, men det knytter sig også til Franz Marcs billeder med blå heste. Gruppen havde ikke et formuleret program, og de repræsenterede ikke en bestemt kunstretning; man ønskede gennem eksperimentel frihed at vise mangfoldigheden i tidens kunst. Gruppen gik i opløsning i 1914 med udbruddet af 1. Verdenskrig, men flere af dens medlemmer blev senere knyttet til kunstskolen Bauhaus, hvis idégrundlag var beslægtet med Der Blaue Reiters åbne struktur.

I Berlin skabte forfatteren og kritikeren Herwarth Walden fra 1910 med stiftelsen af tidsskriftet Der Sturm og galleriet Der Sturm Galerie de vigtigste fora i Tyskland for ekspressionismen, futurismen og konstruktivismen. Man kan se det som blandt andet Waldens fortjeneste, at Berlin kort før 1. Verdenskrig ved siden af Paris kunne kalde sig for den moderne kunsts centrum.

Blandt de vigtigste ekspressionistiske billedhuggere var Ernst Barlach med sine udtryksfulde træskulpturer af anonyme skikkelser i helfigur, fx Prophet fra 1906 og Der Verzweifelte ('Den fortvivlede') fra 1916. Skulpturerne bæres af stor enkelhed, styrke og dynamik i formgivningen. Mest banebrydende var billedhuggeren Wilhelm Lehmbruck, der efter et ophold i Paris i årene fra 1910 til 1914 udviklede sin egen personlige stil kendetegnet af tynde, langstrakte figurer, særligt udtryksfuld er Kniende ('Knælende') fra 1911. Lehmbruck arbejdede gerne i ler og lod mange af sine stærkt udtryksfulde figurer støbe i kunststen.

Den internationale bevægelse Dadaismen blev grundlagt under 1. Verdenskrig i Zürich af kunstnere, der havde søgt eksil i Schweiz, bl.a. Hugo Ball. Dadaismen videreførtes senere i Berlin af Raoul Hausmann, John Heartfield, George Grosz og Hannah Höch, i Köln af Max Ernst og Hans Arp og i Hannover af Kurt Schwitters.

Samtidig betød oplevelserne af 1. Verdenskrigs rædsler et gennembrud for skildringen af menneskets forladthed hos kunstnere som Max Beckmann og Otto Dix.

Bauhaus-skolens konstruktivisme og maskinæstetik var dominerende i årene fra 1919 til 1933 (Oskar Schlemmer) samtidig med den saglige, ekstremrealistiske retning Neue Sachlichkeit.

Denne udvikling blev brat stoppet i 1930'erne med nazismens magtovertagelse og proklameringen af dens ultrakonservative kunstsyn. Nazisterne konfiskerede talrige privat- og offentligt ejede kunstværker, og med udstillingen Entartete Kunst i 1937 blev den moderne kunst forbudt.

I stedet trådte skildringen af en "sund" menneskehed, eksemplificeret fx i Arno Brekers ekstremt klassicistiske skulpturer. Flere af den tyske avantgardes vigtigste kunstnere flygtede til udlandet, og deres værker blev beslaglagt, ødelagt eller solgt på det internationale marked.

Med delingen af Tyskland 1948-1949 splittedes også kunstscenen. Den internationale modernisme fik ringe vilkår i Østtyskland, hvor den abstrakte kunst betragtedes som udtryk for "senkapitalistisk fremmedgørelse". Med Picasso som udgangspunkt forsøgte man at skabe et moderne udtryk, som det ses hos malerne Willi Sitte og Harald Metzkes. Samme tendens lå i skulpturen hos Gustav Seitz .

Vigtig var den såkaldte Leipziger Schule, et begreb der dækker over en fælles kunstnerisk tendens med et bredt spektrum af stilarter inden for maleriet fra anden halvdel af 1960'erne og frem til den tyske genforening i 1990. Udviklingen udsprang fra og var centreret omkring Hochschule für Grafik und Buchkunst i Leipzig og dens professorer. I første omgang aktiviteterne omkring Bernhard Heisig, Wolfgang Mattheuer og Werner Tübke, senere omkring Arno Rink og Sighard Gille (født 1941).

I Vesttyskland overtog man i 1950'erne en international, abstrakt ekspressionisme, som det ses hos Münchenergruppen Zen 49 (bl.a. Willi Baumeister og Rupprecht Geiger), Frankfurtergruppen Quadriga (bl.a. Bernhard Schulze (1915-2005) og Otto Greis (1913-2001)) og Düsseldorfergruppen Gruppe 53 (Gerhard Hoeme (1920-1989) og Peter Brüning (1929-1970). Tachismen blev repræsenteret af Wols og Hans Hartung.

Med gruppen Zero, dannet i Düsseldorf 1957-1958 (Otto Piene og Heinz Mack (født 1931)), gjorde nye tendenser sig gældende.

Med det internationale tilbagevendende udstillingsforum Documenta i Kassel, der fandt sted første gang i 1955, trådte Vesttyskland igen i dialog med den internationale kunstscene. De første udstillinger var oversigtsprægede og udsprang af et tysk ønske om efter 2. Verdenskrig blandt andet at rehabilitere den tyske avantgardekunst, der havde været erklæret entartet under nationalsocialismen.

Efter 1960'ernes internationale Fluxus-manifestationer og happenings udviklede Joseph Beuys og Wolf Vostell i 1970'erne aktionskunsten, hvor mottoet var en sammensmeltning af kunst og liv. Særlig Beuys kom til at præge både tysk og international kunst.

Fra 1960 udviklede Eugen Schönebeck, Georg Baselitz, A.R. Penck, Gerhard Richter og Sigmar Polke et spændingsfelt mellem fabulerende figuration og abstraktion. Det er sikkert ikke noget tilfælde, at alle de nævnte stammede fra Østtyskland eller Østeuropa, hvor den figurativ-ekspressionistiske maletradition var gældende.

En anden tendens repræsenterede Markus Lüpertz, Anselm Kiefer og Jörg Immendorff, der bearbejdede de tyske myter og traumer og skabte forudsætningerne for 1980'ernes ekspressive maleri, Die Neuen Wilden ('De nye vilde').

Denne nyekspressive kunstretning genoptog og dyrkede et ekspressivt formsprog med bevidst reference til især den tyske ekspressionisme og den franske fauvisme iblandet inspiration fra punkkulturens kodesprog. Udtryksformen blev en retning i 1980'ernes vesttyske kunst, også betegnet Heftige Malerei ('heftigt maleri'). Den blev dyrket i Köln, Berlin og Hamburg af kunstnere som blandt andre Rainer Fetting, Helmut Middendorf, Salomé og Martin Kippenberger.