Spanien - billedkunst - 1850 - 2010

Spanien - billedkunst - 1850 - 2010, I årene efter 1850 var landets kunstpolitik domineret af maleren Federico de Madrazo y Küntz (1815-94), der både var direktør for kunstakademiet i Madrid og for Pradomuseet. Som et alternativ til akademiets nyklassicistiske historiemaleri og landskabsmaleriet opstod el costumbrismo, en genre, som med stilistiske rødder hos Goya og Murillo søgte typiske nationale motiver fra folkelivet; blandt genrens førende malere var Eugenio Lucas Velázquez (1817-70) og Valeriano Domínguez Bécquer (1834-70). I de sidste årtier af 1800-t. vandt realismen frem, båret af bl.a. Joaquín Sorolla y Bastidas (1863-1923) malerier, der har megen lighed med Skagensmalernes værker.

Samtidig blev Barcelona det ny kunstcenter, der åbnede vejen til resten af Europa. Symbolistiske forfattere og billedkunstnere, bl.a. den unge Picasso, samledes på caféen Els Quatre Gats ('De fire katte'); surrealisterne Joan Miró og Salvador Dalí hører ligeledes til førkrigstidens avantgarde.

I løbet af 1930'erne fornyedes spansk skulptur i samarbejdet mellem Picasso og Julio González. Under Den Spanske Borgerkrig 1936-39 gik det kunstneriske virke ofte hånd i hånd med politisk aktivitet; det klareste eksempel herpå er Picassos maleri Guernica, udstillet på verdensudstillingen i Paris 1937.

Avantgarden efter 2. Verdenskrig omfattede grupper som Dau al Set, grundlagt 1948 af bl.a. Antonio Tàpies, samt El Paso, stiftet 1957 af bl.a. Antonio Saura og Manuel Millares (1926-72); det fælles kunstneriske afsæt var informel kunst.

I 1960'erne blev den minimalistiske skulptur introduceret af bl.a. Eduardo Chillida, samtidig med at Eusebio Sempere (1924-85) arbejdede inden for op art. Som reaktion mod især El Paso opstod i 1970'erne gruppen Nueva Generación med Luis Gordillo (f. 1934) som førende skikkelse; de ville tilbage til det figurative og det geometriske maleri.

Læs om spansk billedkunst før 1850 eller læs mere om Spanien generelt.