• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Spanien - billedkunst

Oprindelig forfatter HHeJ Seneste forfatter Redaktionen

Den spanske billedkunst har gennem århundrederne givet vigtige bidrag til de europæiske kulturelle strømninger.

Middelalder

Mosaikudsmykningen i Den Store Moské i Córdoba (966) og freskomalerierne i San Julián de Los Prados-kirken i Oviedo (812-42) er eksempler på den tidlige middelalders anikoniske tendenser: fraværet af repræsentation af levende eller hellige væsener.

De mozarabiske bogmalerier fra 900-1000-tallet er derimod figur- og farverige illustrationer af Johannes' Åbenbaring. Også de romanske kirker rummer visionære figurskildringer, både inden for freskomaleriet, fx i det kongelige gravkapel Panteón de los Reyes i San Isidoro i León, og som bygningsskulptur, fx portalerne i Santiago de Compostela-katedralen, der begge er fra 1100-tallet.

Annonce

Det gotiske tavlemaleri udviklede sig i 1300-tallet til store retablo-altertavler, og i løbet af 1400-tallet satte indflydelsen fra hhv. nederlandsk og italiensk renæssance ind.

Renæssance

Mandsportræt malet af El Greco. Billedet er tidl. tilskrevet Tintoretto. Statens Museum for Kunst, www.smk.dk.

Mandsportræt malet af El Greco. Billedet er tidl. tilskrevet Tintoretto. Statens Museum for Kunst, www.smk.dk.

En særlig intens spansk karakter opstod i 1500-tallet i det religiøse maleri hos Luis de Morales og El Greco. Til kirken San Tomé i Toledo udførte El Greco 1586-88 hovedværket Grev Orgaz' begravelse, der beskriver et under ved grevens gravlæggelse i 1323. Dette blev hans kunstneriske gennembrud, og han etablerede snart et omfattende værksted for at klare den store efterspørgsel.

Han udførte dog fortsat højst originale billeder, hvor hans interesse for den religiøse mysticisme fandt afløb i en ekspressiv malemåde. Ved hjælp af et næsten fosforescerende lys, kolde farver, dybe skygger og ikke mindst forvrængninger i perspektiv og kropsproportioner opnåede han et dybt personligt, ofte næsten ekstatisk udtryk.

Flere af de spanske billedhuggere udviklede derimod deres stil i Italien, bl.a. Alonso Berruguete, søn af renæssancemaleren Pedro Berruguete (d. 1504), og Diego de Siloé, søn af overgangsfiguren Gil de Siloé og bedre kendt som arkitekt.

Fra barok til midten af 1800-tallet

Francisco de Zurbarán. I den sene fase af sit virke malede Zurbarán en række fremstillinger af sin navnefælle, ordensstifteren Frans af Assisi fra 1200-t. Fælles for disse billeder er, at Frans vises som en bodfærdig asket med henført ansigtsudtryk; han er iført kapucinernes brune ordensdragt, en fremhævelse af de franciskanske reformbevægelser, og han har et kranium som attribut. Farverne er ikke så kontrastrige som i Zurbaráns tidligere billeder. Dette maleri fra ca. 1660 hænger i Alte Pinakothek i München.

Francisco de Zurbarán. I den sene fase af sit virke malede Zurbarán en række fremstillinger af sin navnefælle, ordensstifteren Frans af Assisi fra 1200-t. Fælles for disse billeder er, at Frans vises som en bodfærdig asket med henført ansigtsudtryk; han er iført kapucinernes brune ordensdragt, en fremhævelse af de franciskanske reformbevægelser, og han har et kranium som attribut. Farverne er ikke så kontrastrige som i Zurbaráns tidligere billeder. Dette maleri fra ca. 1660 hænger i Alte Pinakothek i München.

Guldalderen inden for spansk maleri i 1600-tallet domineredes først af Sevillaskolens dramatiske realisme. Stilen var influeret af italieneren Caravaggio og repræsenteredes af bl.a. Francisco Ribalta, Francisco de Zurbarán med forunderligt ubevægelige stillebenmalerier og helgenportætter, af den unge Diego Velázquez og af Jusepe de Ribera, der i Napoli blev kendt for bl.a. sine grumme martyrieskildringer.

Velázquez blev i 1623 hofmaler hos Filip 4. i Madrid, hvor han grundlagde sin berømmelse med skarpt iscenesatte portrætter af kongefamiliens medlemmer, malet med en virtuos teknik.

Barokkens polykrome træskulptur nåede et højdepunkt med Alonso Canos religiøse grupper, mens det religiøse maleri kulminerede med B.E. Murillos andagts- og madonnabilleder, især motivet den ubesmittede undfangelse.

I 1752 grundlagdes kunstakademiet i Madrid, men det var udenlandske kunstnere som A.R. Mengs, Giambattista og Domenico Tiepolo, der fik de store udsmykningsopgaver i bl.a. kongeslottet i Madrid.

Francisco de Goya videreførte den aristokratiske portrættradition fra Velázquez, men kom med bl.a. sine satiriske grafiske serier, sine indtrængende skildringer af krigens rædsler og med sin alderdoms uudgrundelige Sorte billeder til at stå som en foregangsskikkelse for den moderne kunst.

1850-2010

I de sidste årtier af 1800-tallet vandt realismen frem, båret af bl.a. Joaquín Sorolla y Bastidas (1863-1923) malerier, der har megen lighed med Skagensmalernes værker. Samtidig blev Barcelona det ny kunstcenter, der åbnede vejen til resten af Europa. Symbolistiske forfattere og billedkunstnere, bl.a. den unge Picasso, samledes på caféen Els Quatre Gats ('De fire katte') ... Læs videre om spansk billedkunst fra 1850-2010.

Læs om Spanien.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Hans Henrik Lohfert Jørgensen: Spanien - billedkunst i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 23. juni 2017 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=162811