Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Slovakiet - billedkunst og arkitektur

Oprindelig forfatter DKA Seneste forfatter Redaktionen

Bratislava. På borghøjen ligger slottet fra 1600-t., der efter en kraftig restaurering i 1960'erne blev indrettet som museum.

Bratislava. På borghøjen ligger slottet fra 1600-t., der efter en kraftig restaurering i 1960'erne blev indrettet som museum.

De kunstneriske og arkitektoniske strømninger i Slovakiet er svære at skille ud som nationale, da landet frem til 1900-tallet har været en del af det kulturelle spændingsfelt i Midteuropa.

Den romanske kunst var præget af påvirkninger fra Vesteuropa. Fra gotisk tid findes mange overdådigt udførte kirker som fx katedralen i Košice (1300-1400-tallet). Mange af periodens borge blev senere tilpasset renæssancens idealer og herefter barokkens. Skulptur og vægmaleri var de foretrukne kunstneriske udtryk; skulpturen kom især til udfoldelse i kirkernes højaltre, hvoraf det i Levoča (1508-17) er enestående.

I 1536 blev Bratislava hovedstad og kroningsby, og der var livlig kulturel udveksling mellem byen og de øvrige kunstneriske centre i denne del af Europa: Wien, Budapest, Prag, München og Venezia.

Annonce

Det vestlige Slovakiets rigdom af kirker og klostre fra barokken skyldes den katolske kirkes magt efter modreformationen, hvor det kirkelige centrum lå i Trnava, det politiske i Bratislava.

Slovakiet. Den lutheranske kirke i Kežmarok (tidligere Kesmark i Ungarn) blev opført 1879-92 af den danske arkitekt Theophilus Hansen. Inspiration til denne kirkebygning med kuppel og kampanile er hentet i norditaliensk romansk arkitektur.

Slovakiet. Den lutheranske kirke i Kežmarok (tidligere Kesmark i Ungarn) blev opført 1879-92 af den danske arkitekt Theophilus Hansen. Inspiration til denne kirkebygning med kuppel og kampanile er hentet i norditaliensk romansk arkitektur.

I 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet kom en voksende nationalfølelse til udtryk i romantisering og historisering af billedkunst og arkitektur. Den danske arkitekt Theophilus Hansens lutheranske kirke i Kežmarok (1879-92) er kendetegnende for den eklektiske retning i denne periode, hvor også jugendstilen vandt frem. Enkelte kunstnergrupper manifesterede sig med et socialt og folkloristisk udgangspunkt.

Efter 1918, da landet blev en del af Tjekkoslovakiet, kunne avantgarden inden for både kunst og arkitektur samarbejde på tværs af grænser. Den var inspireret af bl.a. Bauhaus, surrealismen og ikke mindst folkloren, roden i det folkelige.

Det kommunistiske regimes restriktive kunstpolitik i perioden 1948-89 lagde en dæmper på den kunstneriske frihed, men efter 1989 har kunstnere og arkitekter igen kunnet udtrykke sig frit. Grafik og bogillustration har i landets omskiftelige tilværelse altid været eksperimenterende og af meget høj kvalitet.

Læs mere om Slovakiet.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Dorte Kirkeby Andersen: Slovakiet - billedkunst og arkitektur i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 22. marts 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=161193