Abstrakt kunst. Kazimir Malevitj Otte røde rektangler; maleri, før 1915.

.

Rusland. Guds Moder af Vladimir kaldes denne ikon fra ca. 1130, der gennem århundreder har været et nationalt symbol, som skulle værne Rusland mod ydre fjender. De senere og mange restaureringer til trods er ikonen et eksempel på det ypperste, den byzantinske malerkunst formåede under Komnenosdynastiet i Konstantinopel. Fra et kejserligt værksted bragtes den til fyrstendømmet Vladimir, senere til Moskva, hvor den i dag findes på Tretjakov-galleriet. Af de mere end 200 forskellige typer af Mariabilleder, man kender, bærer denne betegnelsen Elousa (gr. 'den barmhjertige'); den har med sin forfinede stil været en af de mest kopierede i russisk ikonmaleri.

.

Rusland – billedkunst, Fra forhistorisk tid er der gjort rige skythiske fund i Sydrusland og fund fra græske kolonier ved Sortehavet. Med kristendommens indførelse fulgte en byzantinskpræget kunst.

Græske mosaikmestre udsmykkede 1046-67 Sofia-katedralen i Kyjiv, der også rummer verdslige freskoer. I Novgorod levede ældre byzantinske stiltræk videre, bl.a. i Nereditsa-kirken (1198, ødelagt under 2. Verdenskrig). Fra samme periode stammer udvendige relieffer på kirker i Vladimir-Suzdal-området med førkristne dyre- og plantemotiver og gammeltestamentlige scener.

Kirkerummenes freskoer suppleredes med ikonfremstillinger af Maria, Jesus, helgener og centrale højtider. Særlig berømt blev ikonen Guds Moder af Vladimir (indført fra Konstantinopel mellem 1131 og 1141, Tretjakov-galleriet, Moskva. I kirkerne samledes ikonerne i løbet af 1200-1300-t. til en væg, ikonostasen, der adskiller alteret fra kirkerummet. De enkelte områder af Rusland udviklede egne stiltræk ud fra de givne forbilleder, der blev optegnet i mønsterbøger.

Sidst i 1300-t. er navngivne mestre nævnt i krønikerne, således Theofanes Grækeren og hans assistent Andrej Rubljov, i hvis værker ikonkunsten kulminerede. Efter splittelsen af kirken i ortodokse og gammeltroende fastholdt de gammeltroende ikonernes oprindelige formskemaer. En særlig retning var Stroganov-skolen med en forfinet figurstil og næsten miniatureagtig udførelse.

Efter 1700

En selvstændig verdslig billedkunst opstod først i 1700-t. Tilløb under Peter 1. den Store og hans efterfølgere resulterede 1764 i oprettelsen af kunstakademiet i Sankt Petersborg. Udenlandske portrætmalere som Vigilius Eriksen, Alexander Roslin og Louis Tocqué afløstes af akademiuddannede elever, bl.a. Fjodor Rokotov (ca. 1735-1808), Dmitrij Levitskij (1735-1822) og dennes elev Vladimir Lukitj Borovikovskij (1757-1825).

I 1800-t. vandt K.P. Brjullov ry i Rom med sin store komposition Pompejis sidste dag (1833), mens Aleksandr Ivanov som romersk stipendiat i kæmpelærredet Kristus viser sig for folket (1858) søgte at forene klassicisme med realistisk iagttagelse.

Landbefolkningen skildredes romantiseret af A.G. Venetsianov, og P.A. Fedotov karakteriserede med snert af satire middelstanden i byerne. I 1863 brød en gruppe elever med akademiet og blev senere under navnet Vandrekunstnerne (Peredvizjniki) eller Vandrerne repræsentanter for en ny realisme (N.N. Ge, Ivan Kramskoj, Ilja Repin, V.I. Surikov m.fl.).

En nationalromantisk strømning i 1890'erne støttedes af industrimagnaten Savva Ivanovitj Mamontov (1844-1909), hvis landsted Abramtsevo blev et kunstnerisk centrum for bl.a. M.A. Vrubel og V.M. Vasnetsov.

Impressionismen prægede skolen for malerkunst i Moskva med Konstantin Korovin, Leonid Pasternak og V.A. Serov som lærere; her blev adskillige af 1900-t.s avantgardekunstnere uddannet, bl.a. Mikhail Larionov og Natalia Gontjarova.

I søgen efter stadig mere radikale udtryksformer opstod en rent abstrakt kunst med Kazimir Malevitj og V.J. Tatlin som hovedskikkelser. Kandinsky brød i Tyskland sin egen vej, men udstillede jævnlig i Rusland.

Indflydelsen fra Cézanne og kubismen gav også grobund for en national russisk tendens, udtrykt af udstillingsgruppen Ruder Knægt. Scenekunsten fejrede internationale triumfer med Serge Diaghilevs balletter i Paris i 1910'erne og 1920'erne med scenografi af Léon Bakst, Nikolaj Rjorikh, Mikhail Larionov, Natalia Gontjarova mfl.

Efter Oktoberrevolutionen udvikledes den abstrakte kunst til konstruktivismen af bl.a. Naum Gabo, Antoine Pevsner, El Lisitskij og Aleksandr Rodtjenko. Mange retninger stredes, og frie kunstnergrupper blev dannet.

De frie statslige værksteder omdannedes til skoler med førende moderne kunstnere som lærere; plakatkunst og typografiske eksperimenter blomstrede, ofte i den sovjetiske propagandas tjeneste. Ved et dekret om ophævelse af alle frie kunstnergrupper i 1932 blev det russiske kunstliv bragt til stagnation og den socialistiske realisme blev den politisk favoriserede stil. Udrensninger og udstillingscensur tvang adskillige kunstnere til at arbejde i isolation, mens andre søgte i eksil, fx Kandinsky, Aleksandr Archipenko og Chagall.

Enkelte kunstnere som Robert Falk og V.A. Favorskij fastholdt gennem alle omskiftelser deres kunstneriske linje og inspirerede en ny generation, der i 1960'erne i det skjulte skabte en kunstnerisk fornyelse. En ny ekspressionisme blev udviklet af Anatolij Zverev (1931-86) og Vladimir Jakovlev (1934-98).

I 1990'erne blev den abstrakte kunst atter anerkendt ligesom Sovjettidens undergrundskunstnere, der arbejdede både i ekspressionistisk og konceptuel retning.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig