Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Italien - billedkunst - 1850 - 2016

Oprindelig forfatter CC Seneste forfatter Redaktionen

Med udgangspunkt i de liberale idéer i den italienske friheds- og enhedsbevægelse, il Risorgimento, dannedes i Firenze kunstnergruppen I Macchiaioli (afledt af ordet macchia 'plet' eller 'klat'). De mest fremtrædende var malerne Giovanni Fattori, Silvestro Lega (1826-95) og Telemaco Signorini (1835-1901), og bevægelsens hovedværker skabtes ca. 1855-65. Fattori malede bataljebilleder, der i modsætning til samtidens heroiserende historiemaleri fremstillede krigen som grum, uædel og præget af tilfældet og døden som fornedring. Signorini var engageret i politiske og sociale spørgsmål, men malede også lysfyldte skildringer af bylivet i Toscana.

I Macchiaioli repræsenterer realismen og friluftsmaleriet i italiensk kunst. Den nye italienske stat havde brug for monumenter af sine helte, og især Garibaldi blev hyldet med utallige mindesmærker. Den naturefterlignende skulptur havde højkonjunktur i de sidste årtier af 1800-t., som det bl.a. kan ses i gravmælerne på de italienske kirkegårde. Mod den akademiske skulptur revolterede Medardo Rosso, der rejste til Paris, hvor A. Rodins værk blev hans store inspiration. Siden fik Rossos skulpturer præget af impressionistisk flygtighed indflydelse på Rodins kunst.

Italiens jugendstil, stile floreale, blev som bygnings- og udsmykningsstil identitetsskabende for de store byer Milano, Torino og Palermo, mens malerkunsten mod slutningen af 1800-t. kendetegnes af overfladisk elegance som fx hos Giovanni Boldini.

Annonce

Digteren F.T. Marinetti anførte den nye avantgardes stormløb mod traditionen med det første futuristiske manifest i 1909, fulgt af en lang række soiréer, happenings og politiske manifestationer. Futurismens billedkunstnere var Umberto Boccioni, Carlo Carrà, Giacomo Balla og Luigi Russolo. Dyrkelsen af fart, maskulin handlekraft og kunst, der skulle omvælte samfundet, vandt gehør i andre lande, især i Rusland. Visse af disse eksperimenter førte mod den nonfigurative kunst. Maleren Gino Severini boede fra 1906 fortrinsvis i Paris, hvor han blev stærkt påvirket af kubismen.

Mens futuristerne forkastede fortiden, dyrkedes denne inden for det såkaldte pittura metafisica ('metafysisk maleri') af Giorgio de Chirico og Carlo Carrà med projektioner af sindstilstande i drømmelignende eksteriører af slumrende, hede torve og antikke skulpturer. I 1918 tilsluttede Giorgio Morandi sig de "metafysiske" og senere den nationale, klassicerende Novecento-gruppe, dannet i 1923 med Mario Sironi som hovedkraft. Morandi blev siden en enegænger, der med sine stilfærdige opstillinger af kander og flasker repræsenterer en særegen naturalisme. Alberto Magnelli var allerede under 1. Verdenskrig nået frem til den fuldkomne abstraktion, som han dyrkede systematisk fra 1931; han flyttede til Paris i 1933.

Såvel futurismen som neoklassicismen kunne spændes for fascismens vogn, og en del italienske kunstnere stillede sig i Mussolinis tjeneste. Fra 1937 skærpede regimet kursen mod avantgarden, og således blev arbejdet med den nonfigurative kunst en modstand mod fascismen. På denne front findes malerne Lucio Fontana, Giuseppe Santomaso og Fausto Melotti (1901-86), der også virkede som billedhugger.

Efter 2. Verdenskrig søgte italienerne forbindelse med europæisk kunst, bl.a. ved oprettelsen i 1947 af gruppen Fronte Nuovo delle Arti med Renato Birolli, Renato Guttuso, Giuseppe Santomaso og Emilio Vedova. Fontana udførte i 1948 sin første perforering af et lærred og i 1963-64 dybe snit i hvide billedflader. Alberto Burri skabte en æstetiserende protest mod vold i forrevne og afbrændte collager af sækkelærred, der vakte international opmærksomhed og påvirkede amerikanske kunstnere som Robert Rauschenberg og Jasper Johns. Blandt periodens figurative billedhuggere er Marino Marini, der blev kendt for sit mand og rytter-tema, og Giacomo Manzù, der udførte skulpturer til Peterskirken i Rom.

Biennalen i Venezia har siden 1895 fungeret som udstillingsvindue for både italiensk og udenlandsk kunst. En ny generation fik sit gennembrud med Gastone Novelli (1925-68), Piero Dorazio (1927-2005) og Pino Pascali, mens billedhuggerne Arnaldo og Giò Pomodoro har forestået en lang række skulpturudsmykninger, også uden for Italiens grænser.

Kritikeren Germano Celant var i 1960'erne pennefører for den italienske minimalisme, arte povera ('fattig kunst'), mens Achille Bonito Oliva (f. 1939) promoverede den nye ekspressionisme, transavanguardia ('hinsides avantgarden'), med kunstnere som Sandro Chia, Francesco Clemente, Enzo Cucchi og Mimmo Paladino. Blandt installationskunstnerne har særlig den græskfødte Jannis Kounellis og Mario Merz med sine igloer af forskellige materialer været fremtrædende.

Læs om italiensk billedkunst og om Italien generelt.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Charlotte Christensen: Italien - billedkunst - 1850 - 2016 i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 17. juni 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=100066