Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Irland - billedkunst og arkitektur - 1750-2010

Oprindelig forfatter Boess Seneste forfatter Redaktionen

Den engelske erobring og kolonisering af Irland bremsede fra senmiddelalderen videreudviklingen af en særlig irsk kunst. I forbindelse med den økonomiske højkonjunktur i anden halvdel af 1700-t., skildret af den britiske maler Francis Wheatley (1747-1801), slog den koloniale elites æstetiske idealer igennem dels på de store godsejeres herresæder, fx Castletown og Strokestown House, dels i Dublin, der fik sine georgianske, nyklassicistiske gader, pladser og offentlige bygninger som fx Merrion Square, Leinster House og Custom House. Engelsk landskabsæstetik kom på lignende måde til at præge det irske maleri til langt op i 1800-t. gennem malere som Nathaniel Hone d.y. (1831-1917) og Walter Osborne (1859-1903).

Fra midten af 1800-t. fik maleriet dog en mere socialrealistisk og national karakter, som det fx ses hos John Keating (1880-1977). Jack B. Yeats (1871-1957) tilførte irsk kunst de første symbolistiske og modernistiske træk. Men modernismen slog af sociale og politiske grunde først så småt igennem efter 1945 med internationalt kendte kunstnere som fx Norah McGuinness (1901-80) og Francis Bacon.

Siden begyndelsen af 1980'erne har billedkunsten dog udviklet sig stærkt. I 1991 fik Irland et museum for moderne kunst, der i Dublin supplerer de ældre samlinger på National Gallery of Ireland og Hugh Lane Municipal Gallery of Modern Art. En decentralisering af kulturpolitikken har ført til en opblomstring for billedkunst og kunsthåndværk i lokalområderne, fx gennem oprettelse af regionale kunstcentre.

Annonce

Læs om Irlands tidlige billedkunst og arkitektur.

Læs mere om Irland.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Michael Böss: Irland - billedkunst og arkitektur - 1750-2010 i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 19. oktober 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=99367