Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Iran - billedkunst og arkitektur

Oprindelig forfatter VJA Seneste forfatter Redaktionen

Iransk kunst kan groft inddeles i førislamisk kunst og islamisk kunst. Iran var allerede ved den islamiske erobring i 600-t. et indflydelsesrigt kulturområde, og det blev det ved med at være efter islamiseringen.

Førislamisk kunst

Iran. Sasanidisk guldsmedekunst er bevaret i ret stort omfang. Hovedparten er genstande, der både mht. brug og dekoration afspejler hoflivet. Drikkelagets store betydning ses fx af de fundne ovale, flade drikkeskåle og kander dekoreret med danserinder og vinranker. Flade, ofte dobbeltvæggede skåle af sølv med forgyldning viser scener fra kongens liv; på denne skål (21,9 cm) fra ca. 500 ses kongen, muligvis Kavad, på jagt. Motiverne og ornamentikken på de sasanidiske arbejder udgør et væsentligt grundlag for dekorationsstilen i islamisk tid.

Iran. Sasanidisk guldsmedekunst er bevaret i ret stort omfang. Hovedparten er genstande, der både mht. brug og dekoration afspejler hoflivet. Drikkelagets store betydning ses fx af de fundne ovale, flade drikkeskåle og kander dekoreret med danserinder og vinranker. Flade, ofte dobbeltvæggede skåle af sølv med forgyldning viser scener fra kongens liv; på denne skål (21,9 cm) fra ca. 500 ses kongen, muligvis Kavad, på jagt. Motiverne og ornamentikken på de sasanidiske arbejder udgør et væsentligt grundlag for dekorationsstilen i islamisk tid.

Achaimeniderne.Medernes og persernes kunst fra tiden før Kyros 2. den Store er kun fragmentarisk bevaret og kan ikke identificeres med sikkerhed. Det Persiske Riges nye hovedstad blev Pasargadae i Fars, hvor Kyros byggede et fæstnings- og paladsanlæg af betydelige dimensioner, men kun lidt står tilbage i dag.

Fundamenter og søjler fra en formodet audienshal, et residenspalads og en portbygning er bevaret, og bygningsresterne ligger spredt over et større areal, der gennemskæres af en flod og en kanal. I Pasargadae ligger også Kyros' grav, en enkel gavlbygning på en høj aftrappet sokkel. Blandt de sparsomme rester af dekoration er et vægrelief, der forestiller et vinget menneskevæsen med et stort hovedtøj, der viser hen til forbilleder i mesopotamisk kunst.

Annonce

Persepolis er et stort paladsanlæg i to dele opført under Dareios 1. og hans efterfølger Xerxes. Betydningen af dette enorme anlæg er ikke helt klar. Det har næppe været rigshovedstad, snarere et anlæg af ceremoniel karakter, hvor kongen blev hyldet af vasaller og gesandter ved nytårsfesten. Dareios' del ligger vest for den nord-sydlige længdeakse og omfatter Apadana (audienshallen), to store reliefudsmykkede trappeanlæg og en stor plads, som har adgang fra et porttårn i det nordvestlige hjørne. Bag Apadana ligger talrige mindre bygninger omkring en plads, der formodentlig har været en have.

Mod øst ligger Hundredesøjlehallen og bag den det såkaldte Xerxes' harem. Der er ingen tegn på, at stedet har været befæstet. Udsmykningen består af talrige relieffer på væggene og frithugget skulptur på søjlekapitælerne. Trappeanlæggene har relieffer, der underbygger tolkningen af stedets funktion, idet de viser processioner af fremmede folk, som frembærer gaver til den tronende Dareios.

Stilen i reliefferne viser tydelige lån fra andre kulturers kunst, men disse lån er sammensmeltet til en tydelig ny iransk helhed. De mange detaljer i den omhyggelige og præcise hugning giver reliefferne en stiv og tør stil uden det liv og den nerve, der kendetegner deres mesopotamiske og egyptiske forbilleder. Fra perioden er også bevaret betydelige genstande af sten og metal, som viser samme perfektion i udførelse og karakter i stilen.

Den parthiske periode er godt belyst fra vestlig side, idet kontakten med Rom var tæt både politisk og handelsmæssigt. Kunsthistorisk derimod er perioden dårligt belyst, bl.a. pga. det følgende dynastis forsøg på en systematisk udslettelse af periodens monumenter.

Sasaniderne. Under sasaniderne oplevede Iran den mest glansfulde periode i sin lange historie. Gennem handel og krige opstod en tæt forbindelse til Det Byzantinske Rige, og den kunstneriske udveksling mellem de to riger blev frugtbar på begge sider.

Sasaniderne så sig selv som achaimenidernes direkte efterfølgere, og de fortsatte den kolossale byggeaktivitet, som deres forgængere havde lagt fundamentet til. Trods statsreligion blev der kun opført templer i ringe omfang, da Zarathustras lære ikke begunstigede opførelsen af store anlæg, men talrige mindre ildtempler er overleveret.

Sasanidernes største præstationer opnåedes på den verdslige arkitekturs område. Den bygningstype, der kaldes ivan og består af et kvadratisk rum med åben front dækket af et tøndehvælv, bragte de til perfektion. Problemerne ved kuppelbygninger løste de ved at indføje pendentiver, dvs. halve cirkelslag over grundstrukturens kvadrats hjørner.

Taq-i Kisra. Paladset var disponeret som et vældigt gårdanlæg, opført af teglsten. Den indre hovedfacade domineredes af den ca. 35 m høje audienshal, der var åben mod gården og overdækket af et halvellipseformet tøndehvælv. Hallen ses her i sin ruinerede tilstand sammen med den bevarede venstre del af den rigt artikulerede skærmfacade. Fotografi fra 1957.

Taq-i Kisra. Paladset var disponeret som et vældigt gårdanlæg, opført af teglsten. Den indre hovedfacade domineredes af den ca. 35 m høje audienshal, der var åben mod gården og overdækket af et halvellipseformet tøndehvælv. Hallen ses her i sin ruinerede tilstand sammen med den bevarede venstre del af den rigt artikulerede skærmfacade. Fotografi fra 1957.

Det gigantiske palads Taq-i Kisra i hovedstaden Ktesifon er en ivanbygning med en højde på 30 m over et 43 m dybt rum. Ardashir 1.s palads i Firuzabad kombinerer ivan og kuppel ligeledes i meget stort format. Bygningen er opført strengt symmetrisk omkring en midterakse med indgangsivan, i midten kuppelrum og bagest en gård omgivet af tøndehvælvede bygninger. I senere bygninger udvides grundplanen, fx i Imaret-i Khusrau fra Khusrau 2.s tid, da Persepolis' trappeanlæg bringes i erindring.

Klipperelieffer i Naqsh-i Rustam er sejrsmonumenter hugget ind i klippesiden. Stilen er monumental og livfuld. Det samme gælder bygningsudsmykningen i form af relieffer hugget i sten eller skåret i stuk, som kompenserer rigeligt for manglen på bevaret maleri.

Kunsthåndværket blomstrede inden for alle genrer. Særlig bør guldsmedekunsten fremhæves, idet talrige bevarede fade og skåle viser sasanidernes billedkunst i form af drevne, graverede og ciselerede jagt- og tronscenerier.

Også tekstilkunsten nåede et højdepunkt og påvirkede den byzantinske tekstilkunst. Det var på arven fra sasaniderne, at det islamiske Iran byggede sine mest glorværdige frembringelser.

Islamisk kunst

Iran. Flise af præget frittegods, dekoreret med bladguld og rødt over en blå glasur. Den ca. 41 cm× 38 cm store flise, der er fremstillet i Kashan ca. 1300, findes på Davids Samling i København.

Iran. Flise af præget frittegods, dekoreret med bladguld og rødt over en blå glasur. Den ca. 41 cm× 38 cm store flise, der er fremstillet i Kashan ca. 1300, findes på Davids Samling i København.

Den arabisk-islamiske erobring af Iran medførte ikke et radikalt brud med de etablerede kunsttraditioner, idet de islamiske bestillingsgivere snarere havde forventninger til funktionen end til formen.

Arkitektur. Tarikh-Khanah-moskéen fra 700-t. i Damghan i Nordiran er den ældste i Iran, bygget efter vestlige forbilleder som en enkel søjlegård med en dybere qiblaside. Men den sasanidiske ivanbygning blev hurtigt normdannende i iransk moskéarkitektur.

Fredagsmoskéen fra 1000-1100-t. i Ardestan nordøst for Isfahan viser i smuk forenkling typen på den iranske moské: fire ivaner i korsform omkring en firkantet gård. Udviklingen af byggeformen kan følges i Den Store Moské i Isfahan (700-1600-t.), der rummer alle stadier fra enkel murstensarkitektur til fajancedekoreret monumentalitet på de løgformede kupler og de karakteristiske skinfacader ved ivanerne.

Andre bygninger, hvis aner måske kan føres tilbage til sasanidetiden, er de mærkelige gravtårne, der ligner fritliggende minareter, fx Gunbad-i Qabus fra 1006/07. Af verdslig arkitektur er bl.a. bevaret Chihil Sutun ('40 søjler') og Ali Qapu i Isfahan fra 1600-t.s første halvdel, der viser paladsarkitekturen som pavilloner med haveanlæg. De tidlige bygninger var dekoreret med relieffer af rå og glaseret tegl eller udskåret stuk, ofte med skrift og geometriske ornamenter i forening.

Fra ca. 1400 bredte de glaserede teglsten sig til store sammenhængende fajanceflader, og denne udsmykningsform kulminerede i safavidetidens store bygningsanlæg i bl.a. Isfahan. Efter 1700-t. stagnerede bygningskunsten i repetition af ældre forbilleder, og i 1900-t. har den været præget af europæisk-amerikansk byggestil.

Billedkunsten har været nært knyttet til bogfremstillingen, og næsten alt maleri af betydning findes som illustrationer (miniaturer) i manuskripter. Det tidlige maleri er ikke bevaret i større omfang, men fra mongolperioden i 1200-1300-t. findes et betydeligt antal bogmalerier. Malerne var organiserede i centre omkring store eller små hoffers biblioteker.

Tabriz var det ubestridte midtpunkt for maleriet i mongolperioden, og her var iranske, kristne og kinesiske malere aktive på samme tid. Herat indtog denne plads under Timur Lenk og hans efterfølgere i 1300-1400-t., dog uden det kosmopolitiske islæt. Også Shiraz var et vigtigt center for bogmaleri i denne og den følgende periode.

Maleriernes format er begrænset af bogsidens størrelse, og kunstnerens ønske om at skabe en helhed, hvori skriften også har sin del, er den overordnede faktor i de enkelte billeders komposition. Naturalisme og illusion er fraværende i det iranske maleri, som lægger hovedvægten på en overvældende farvepragt. Billedkunstneren rangerede ikke så højt som kalligrafen, og kun i sjældne tilfælde signerede maleren sit værk, der i øvrigt ofte var et samarbejde mellem flere malere under en mesters ledelse.

Kamal al Din Bihzad var aktiv i Herat ved timuridehoffet i slutningen af 1400-t. Hans maleri kom til at danne skole, og stilen blev normgivende for "guldalderen" i billedkunsten under safaviderne (ca. 1500-1720) med Tabriz, Qazvin, Shiraz og Isfahan som centre. Bihzads indflydelse kommer smukt til udtryk i den såkaldte Houghton Shahname (1530'erne), et illumineret håndskrift af Firdausis Kongebogen, bestilt af Ismail 1. til kronprinsen Tahmasp.

I slutningen af safavidetiden satte de turbulente politiske forhold en stopper for udviklingen i maleriet, men under qajarerne fra slutningen af 1700-t. oplevedes dog en kort genopblomstring med indførelse af staffelimaleri og store portrætmalerier. 1900-t.s billedkunst i Iran er præget af gentagelser af ældre traditioner og indflydelse fra europæisk kunst.

Kunsthåndværket har i hele den islamiske periode været præget af meget høj kvalitet. Keramikken udvikledes i et utal af varierende former og farver både til brug for arkitekturudsmykning og som mindre genstande til brug og pynt. Tekstilkunsten vandt internationalt ry med bl.a. pragtfulde tæpper, silkefløjler og -brokader, som eksporteredes til bl.a. Europa, hvor de blev efterlignet.

Det var de store hoffer, der tiltrak kunstnere inden for alle grene, men både maleri og kunsthåndværk er sideløbende udført til fri omsætning, således er fx Kashan kendt for sin fajanceindustri, Rasht for sin silkevævningsindustri og Shiraz for sine såkaldte kommercielle manuskripter. Se også islamisk kunst og persiske tæpper.

Læs mere om Iran.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Verner Jul Andersen: Iran - billedkunst og arkitektur i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 24. april 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=99257