Rembrandt. Studie af et oldingehoved i profil, ca. 1630. Statens Museum for Kunst, www.smk.dk.

.

Jacob van Ruisdael. Landskab med vandfald og hytte. Fra 1657 prægedes Ruisdaels landskaber af et stærkt lys- og skyggespil, af vældige himmelrum, betoning af vejrlig som truende storm eller forestående regn samt allegoriske elementer som ruiner eller døde træer. Statens Museum for Kunst, www.smk.dk.

.

Holland. Willem Claesz Heda Morgenbord med skinke; maleri, 1646. Staatliches Museum, Schwerin. Med deres begrænsede og neddæmpede kolorit har denne type billeder fået betegnelsen monokrome madstykker.

.

Hollandsk billedkunst er præget af den borgerlige kultur, som udviklede sig efter dannelsen af Utrechtunionen i 1579.

Betegnelsen nederlandsk kunst omfatter kunsten i De Sytten Nederlande. Denne periode frem til ca. 1580 behandles i artiklen om Nederlandene.

Barok til 1850

Efter dannelsen af Utrechtunionen 1579 udviklede der sig i Holland en borgerlig kultur, som også satte sit præg på malerkunsten. Under prins Moritz af Oranje gik det merkantile og kulturelle liv ind i en blomstringstid, Holland blev i løbet af få årtier verdens førende søfartsnation, og marinemaleriet fik en fremtrædende plads inden for billedkunsten. Pioneren var Hendrik Vroom (1566-1640), som skildrede søslag.

Blandt de væsentligste marinemalere i 1600-tallet var Simon de Vlieger og Willem van de Velde d.y., der skildrede søfartøjer fra såvel handels- som militærflåden. De mere idylliske scener fra kanaler og floder med fiskerbåde tog især Jan van Goyen og Aelbert Cuyp sig af.

Borgerskabets kultur afspejledes direkte i genre- og stillebenmaleriet, som af samme grund nød stor yndest og fremgang. Den mest beåndede skildrer af disse borgermiljøer var Johannes Vermeer van Delft, men Pieter de Hooch og Gerard Terborch var også fremtrædende repræsentanter for genren. Jan Steen benyttede sig flittigt af anekdoten i sine fremstillinger, og direkte grovkornede blev Adriaen Brouwer og Adriaen van Ostade i deres værtshusscener og bondeskildringer.

En særlig specialitet inden for stillebenmaleriet var det såkaldte monokrome madstykke, hvis største mestre var Pieter Claesz og Willem Claesz Heda.

Leiden-kunstnerne Jan Davidsz de Heem og sønnen Cornelis de Heem specialiserede sig i vanitas-stilleben med kranier, timeglas, musikinstrumenter m.m., Willem Kalf og Abraham van Beyeren (1620/21-90) malede de mest udsøgte pronkstilleven ('pragtstilleben'), mens Ambrosius Bosschaert d.æ. (1573-1621) næsten udelukkende udførte blomsterbilleder. Jan Weenix og Melchior d'Hondecoeter dyrkede hhv. jagt- og fuglestykker.

Også i portrætmaleriet afspejledes samfundsstrukturen i 1600-tallets første årtier, tydeligst ved Frans Hals' skyttestykker, gruppeportrætter af de i tiden så udbredte doelen, private borgervæbninger.

Træffende personkarakteristik og livfuld malerisk og stoflig behandling hørte til Hals' adelsmærker i såvel gruppe- som enkeltportrætter. I den retning fik han en del efterfølgere, bl.a. Thomas de Keyser, Bartholomeus van der Helst og ikke mindst Rembrandt.

Opsvinget i Holland fortsatte under prins Frederik Henrik, som gav officielle opgaver til Rembrandt, 1600-tallets betydeligste hollandske kunstner. Med sit kunstneriske geni spændte han i malerier, tegninger og grafiske blade over flere genrer, fra religiøse emner til portrætter og landskaber; selvportrætterne er dybdeborende psykologiske afdækninger af menneskelivets faser.

Hans clairobscur-stil dannede skole hos kunstnere som Jan Lievens, Ferdinand Bol, Nicolaes Maes og Gerbrandt van den Eeckhout (1624-74). Indflydelse fra Italien kom via Caravaggio, hvis stil formidledes af de såkaldte Utrecht-caravaggister, fx Gerrit van Honthorst, Hendrick Terbrugghen og Dirck van Baburen (se Utrechtskolen). De i Rom bosatte kunstnere, der gik under navnet bamboccio-malerne, talte bl.a. hollænderne Pieter van Laer, Nicolaes Berchem, Jan Asselijn og Karel Dujardin.

I særklasse blandt 1700-tallets landskabsmalere var Jacob van Ruisdael, der skildrede den nationale topografi i alle dens stemninger og årstider, men også malere som Meindert Hobbema, Salomon van Ruysdael, Aert van der Neer og Adriaen van de Velde var originale fortolkere af naturens og landlivets herligheder.

Paulus Potter var periodens dygtigste dyremaler, og han fik mange efterfølgere. Byprospekter udførtes af bl.a. Gerrit Berckheyde og af Pieter Saenredam, der ligesom Emanuel de Witte specialiserede sig i kirkeinteriører.

Den næste periode frem til begyndelsen af 1800-tallet var præget af mindre originalitet i det kunstneriske udtryk, som generelt fulgte den europæiske udvikling over rokoko til nyklassicisme. Jacob de Wit (1695-1754) malede såvel altertavler som loftsudsmykninger i en dekorativ manér, og Cornelis Troost nærmede sig William Hogarth i sine genreagtige scener.

Blomstermaleriet fik i 1700-tallet en fornem repræsentant i Jan van Huysum. Det tidlige 1800-tallet var derimod domineret af interessen for genreprægede motiver og topografiske byskildringer. Især Johannes van Troostwijk (1782-1810) var foregangsmand som naturalistisk iagttager.

1850 til 2010

Omkring 1850 var romantiske landskabs- og genrebilleder af bl.a. Barend Cornelis Koekkoek (1803-62) populære. Det var dog Johannes Warnardus Bilders (1811-90) og Charles Rochussen (1814-94), der fik betydning for den unge generation ved deres eksperimenter med bl.a. skildring af bevægelse. Jan Hendrik Weissenbruch markerer overgangen fra romantikken til naturalismen og impressionismen. Læs videre om hollandsk billedkunst fra 1850-2016.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig