Grønland. Småbørn mellem pilebuske, tegnet af Aka Høegh til en udgave fra 1979 af Knud Rasmussens Myter og Sagn. Tegningen illustrerer en østgrønlandsk skabelsesmyte, der fortæller, at da Jorden var bleven til, kom Menneskene. Man fortæller, at de opstod af Jorden. Smaabørn kom ud af Jorden; de kom frem mellem Pilebuske, fulde af Pileløv, og saa laa de der mellem Dværgbuskene med lukkede Øjne og sprællede; de kunde ikke en Gang kravle. Deres Mad fik de af Jorden.

.

Grønland. Siden 1905 er tupilakfigurer fremstillet i stort tal til gengivelse af ægte tupilakker. Øverst tv. ses en tupilak i sortfarvet træ med skeletornamenter og indsatte tænder af ben, derunder én med indsatte øjne, ligeledes i sortfarvet træ; tupilakken th. er af hvalrostand med sortmalede pupiller. Alle tre tupilakker er indsamlet i Østgrønland 1930-60 og findes på Nationalmuseet. Ægte tupilakker er aldrig fundet i Grønland.

.

I den gamle inuitiske verden var kunsten en integreret del af hverdagen og det religiøse liv, og et kunstbegreb i vesteuropæisk forstand optrådte først sent. Det kom fx til udtryk ved, at mange skulpturer ikke havde en standflade, da de ikke var beregnet til opstilling, men også ved at det grønlandske ord for kunst i vesteuropæisk forstand, erqumitsuliaq, betyder 'noget mærkeligt, der er tillavet'; ordet blev først dannet efter mødet med europæerne. Funktionen og de tilgængelige materialer gjorde, at skulpturen dominerede; generelt var udtrykket realistisk, grotesk eller mere stiliseret. Der kendes ingen navngivne kunstnere fra denne tid. Matthias Ferslew Dalager (1769-1843) var den første grønlænder, som uddannede sig på Kunstakademiet i København, men tiden var endnu ikke moden for en malerkunst i Grønland. Først med danskernes voksende interesse for den inuitiske verden begyndte tegning, grafik og maleri at dukke op i midten af 1800-t. Myte, hverdag og natur blev gengivet i en fortællende naivistisk-ekspressiv stil, der siden har kendetegnet megen grønlandsk kunst. Kunstnerne trådte nu ud af anonymiteten, først tegnere og malere som Israil Gormansen (1804-57), Jens Kreutzmann (1828-99) og Aron fra Kangeq samt billedskærerne Gerth Lyberth (1867-1929) og Johannes Kreutzmann (1862-1940), der begge arbejdede med bemalede træfigurer. Da åndemaneren Mitsuarnianga i 1905 lod sig overtale til at skabe to assemblagelignende tupilakfigurer, var forbindelsen mellem kunst, magi og hverdag ændret helt. Siden er talrige tupilakfigurer, amuletter og masker blevet fremstillet med salg for øje, og i dag findes en stor skare folkekunstnere på dette område.

Bygden Kangaamiut har altid indtaget en særstilling i grønlandsk billedskærerkunst; herfra stammer bl.a. Peter Rosing (1871-1938) og Esra Bertelsen (1889-1954), som fornyede den særlige tradition for småskulpturer, ofte groteske som senere hos Aron Berthelsen (f. 1933). Fedtsten, drivtømmer, tand og ben anvendes meget. Familien Kristoffersen fra Nuuk tæller mange billedskærere og -huggere, fra nyere tid især Simon Kristoffersen (1933-90), der som den første udførte en figurgruppe i stort format. En begyndende nationalfølelse inspirerede ind i 1900-t. til en naturalistisk landskabskunst, indledt af litografen Lars Møller og videreført af sønnen Steffen Møller (1882-1909) samt brødrene Peter (1892-1965) og Otto Rosing (1896-1966). Flere grønlændere fik en kunstuddannelse, ofte på Kunstakademiet i København, men fra 1972 også på Grafisk Værksted, nu Kunstskolen, i Nuuk. Den blev stiftet af bl.a. Hans Lynge, en af Grønlands betydeligste kunstnere og skaber af de første officielle portrætter og mindesten. Jens Rosing er kendt for en lang række frimærker med grønlandske motiver. Med Lynge og Rosing samt kunstnere som Kaale Rosing (1911-74), der fornyede grafikken, Kristian Olsen (Aaju) (f. 1942) og Thue Christiansen (1940-2022) begyndte en moderne kunst at tage form, og fortællingen blev i højere grad underlagt farve og linje. Perioden fra 1960'erne og frem bar præg af en søgen efter det særligt grønlandske, og naturen og de gamle myter og sagn blev gentagne motiver, ikke mindst i de mange offentlige udsmykninger, der efter hjemmestyrets indførelse blev skabt til skoler, kirker og rådhuse af kunstnere som Aka Høegh, Kistat Lund (f. 1944), Anne-Birthe Hove (f. 1954) mfl. Jessie Kleemann (f. 1959) arbejder også med den grønlandske identitet i video og performance, mens Pia Arke (f. 1958) fortolker naturen på en ny måde i landart-projekter. De senere år har vist stor åbenhed over for international kunst, herunder især den nordiske, og det har medført en bevægelse mod abstraktion og konceptkunst, fx hos Lise Hessner (f. 1962). Grafikken spiller stadig en stor rolle med kunstnere som Frederik Kristensen (f. 1952) og Arnannguaq Høegh (f. 1958).

Kunstlivet i Grønland er stadig i høj grad knyttet til Nuuk. Her ligger Kunstskolen, hvor man under billedkunstneren Arnannguaq Høeghs (f. 1958) ledelse søger at etablere en egentlig kunstuddannelse. For tiden rejser de fleste til Danmark for at søge uddannelse, fx Bodil (Buuti) Pedersen (f. 1955), der har udført en del udsmykninger og bl.a. viderefører traditionen med kunstfrimærker. I Nuuk ligger også Katuaq, Grønlands Kulturhus (1997), der med sin langstrakte, bølgede form er inspireret af nordlyset. På den årlige Nuuk Snefestival, afholdt siden 1994, konkurrerer firmaer, grupper og enkelte kunstnere om at skabe enorme sneskulpturer. På Ilulissat Kunstmuseum findes malerier af den lokale kunstner Hans Jacobi (1905-95) og danskeren Emanuel A. Petersen. I hele landet er den gamle tradition for at skære masker, små dyre- og tupilakfigurer samt andet kunsthåndværk stadig levende.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig