Den abstrakte kunsts betydning og prestige var urokkeligt slået fast omkring 1950. Kun den ældre generations store personligheder kunne hævde sig over for abstraktionen. Matisse afsluttede således sit værk med en række monumentale farveklip, og kubismens pionerer, Picasso og Braque, skabte også betydelige værker, hvor især Picasso i sin alderdom arbejdede med fornyende vitalitet og frihed. Skildringen af menneskets isolation var fundamental hos den schweiziskfødte billedhugger Alberto Giacometti.

Fra efterkrigstidens Paris bredte den abstrakte kunst sig til resten af Europa, mens den amerikanske abstrakte ekspressionisme skabte en ny kunstmetropol i New York. Det franske maleri var lyrisk betonet, især det eksistentialistisk funderede udtryk, der søgte at forbinde værkets magi med dets stoflighed. Tendensen blev i 1950 betegnet informel kunst og lidt senere tachisme, hvor Wols, Jean Dubuffet, Jean Fautrier og Henri Michaux var blandt de væsentligste kunstnere. Tachismens modpol var en geometrisk konkretion, som fra 1948 dominerede de abstraktes årlige udstillingsforum, Salon des réalités nouvelles. Her var Victor Vasarely og Jean Dewasne centrale skikkelser i en international kreds, der også omfattede Richard Mortensen og Robert Jacobsen fra Danmark. Nicolas Schöffer samt medlemmerne af Groupe de recherche d'art visuel (1960-68) arbejdede med bevægelse, lys og lyd som teknologiens kunstneriske muligheder i skulpturer og ruminstallationer eller som indgreb i arkitektur og byrum.

Frankrig blev ikke toneangivende i popkunsten eller i Fluxus-bevægelsen, men gruppen Nouveaux Réalistes (1960-63) skabte en beslægtet reaktion mod den abstrakte kunst. I forlængelse af dadaismen blev virkeligheden på alsidig vis inddraget i værker af Yves Klein og Jean Tinguely samt bl.a. Arman, César, Raymond Hains og Daniel Spoerri. De første retrospektive udstillinger samt rekonstruktion og fremstilling i flere eksemplarer af en række vigtige værker i 1960'erne placerede Marcel Duchamp som en hovedperson i modernismen. Hans banebrydende idé fra 1913 om kunstværket som ready-made blev central for dadaismen og fik nu igen stor betydning, også for konceptkunsten og anden idébaseret kunst.

Betegnende for kunstscenen i 1970'erne var dens basis i filosofi og psykoanalyse inspireret af bl.a. J.-F. Lyotard og Jacques Lacan. Blandt adskillige ideologiske grupperinger blev Support/Surface (1969-71) bemærket for en rumorienteret minimalisme, som også Daniel Buren arbejdede med. Christian Boltanski og beslægtede kunstnere skabte dokumentariske installationer med fotografier og ting, videreført fra ca. 1990 af Sophie Calle (f. 1953). 1980'ernes heftige maleri, figuration libre, var mest af lokal betydning. Derimod har kontekstbestemte eksperimenter med værkbegrebet omkring 1990 medført international interesse for arbejder af Jean-Marc Bustamante (f. 1952), Bertrand Lavier (f. 1949) samt det radikale agentur ©readymades belong to everyone®, hvormed Philippe Thomas (1951-95) viste anonyme værker; en eventuel køber fik status som værkets kunstner.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig