Flamsk billedkunst og arkitektur

Flamsk kunst - billedkunst og arkitektur, betegner egentlig kunsten i Flandern, men anvendes her om kunsten i de sydlige nederlandske provinser fra Nederlandenes deling ca. 1580 til Belgiens selvstændighed i 1830. Den tidligere kunst i området behandles under Nederlandene, den senere under Belgien.

Kunsten i de sydlige - overvejende katolske - provinser bevarede forbindelserne til Sydeuropa og prægedes i modsætning til de nordlige provinsers borgerlige, calvinistiske kultur af fyrsternes og kirkens store indflydelse.

Antwerpen blev det naturlige centrum for den flamske malerkunst med portrætmalere som Frans Pourbus d.y., Maerten de Vos og Paul van Somer. Gillis van Coninxloo dannede overgang til 1600-tallets landskabskunst, mens Paul Bril føjede klassicerende italienske træk til traditionen og blev forløber for det heroiske landskabsmaleris udøvere.

Bartholomäus Spranger var en typisk eksponent for den internationalt orienterede manierisme. Han søgte på grund af de politiske uroligheder i 1570'erne tjeneste i Wien og i Prag, mens andre flamske kunstnere slog sig ned i bl.a. England, Italien, Spanien og Østrig-Ungarn.

Peter Paul Rubens var den flamske barokkunsts betydeligste maler, som ved sin dynamiske udtryksform fik indflydelse på hele den europæiske barokstils udvikling. Trods en umiskendelig italiensk påvirkning var hans kunst stærkt forankret i den flamske tradition, der kendetegnes ved sin livfuldhed i gengivelsen af virkeligheden og sin sensuelle menneskeopfattelse, muligvis præget af modreformationens betoning af det sansede i den religiøse udfoldelse, i modsætning til protestantismens mere puritanske holdning.

Anthony van Dyck var ved siden af Rubens periodens fornemste portrætmaler med sin på én gang overdådige og højtidelige udtryksform. Frans Snyders var elev af Pieter Brueghel d.y. ("Helvedes-Brueghel") og udførte stilleben- og jagtscener til flere af Rubens' billeder; Jan Brueghel d.æ. ("Fløjls-Brueghel") arbejdede sammen med Rubens. Jacob Jordaens forenede Rubenstraditionen med Caravaggios realisme, som især hos hans efterfølgere slog over i det plumpe.

Den populæreste folkelivsmaler var Adriaen Brouwer, mens David Teniers d.y. arbejdede i mange forskellige genrer. Artus Quellinus d.æ. og François Duquesnoy hørte til 1600-tallets betydeligste flamske billedhuggere.

I 1700-tallet mistede det flamske maleri sit nationale særpræg og mønstrede kun mindre betydelige kunstnere.

Inden for arkitekturen gjorde modreformationens nye behov sig ligeledes gældende. Den opulente udsmykning af facader og interiører er utænkelig uden Rubens' kraftfulde stil, og forbilledet for de nye barokkirkers plan var Gesù-kirken i Rom.

Hovedværker er Karl Borromeus-kirken i Antwerpen af Pieter Huyssens, Sint Mikiel i Leuven af Willem Hesius og lavshusene på Grand' Place i Bruxelles. Rubens' eget hus i Antwerpen dannede mode for mange privatboliger.

Flamsk kunst havde bl.a. betydning for Christian 4.s kunstnere, hvoraf de fleste var indkaldt fra Holland. Kongen lod Vinterstuen på Rosenborg udsmykke med talrige flamske malerier. Billedhuggeren Artus Quellinus d.y.s søn Thomas Quellinus udførte 1698-1707 en række store arkitektonisk opbyggede gravmæler i danske kirker.