Hattula
Kalkmalerier i Det hellige kors' kirke i Hattula, 1400-tallet.
Af .
Licens: CC BY 2.0

Finland - billedkunst, Helleristninger og udsmykkede kultgenstande er eksempler på de ældste bevarede kunstneriske udtryk i Finland. Fra middelalderen kendes udelukkende kirkelig kunst; størsteparten er fra senmiddelalderen og ofte skabt af svenske, tyske eller flamske mestre. Af periodens godt 800 træskulpturer indtager en Madonna (tidligere i Korpo Kirke, nu Nationalmuseet i Helsinki) en særstilling på grund af sin datering til ca. 1200.

De ældste kalkmalerier fra 1280'erne er fra Åland, Jomala, Lemland og Sund; kalkmaleriets blomstringstid 1470-1520 kan ses i Kalanti, Lohja (Lojo) og Hattula.

Af de mange importerede alterskabe er Meister Franckes Barbara-alteret (1410, tidligere i Kalanti Kirke, nu Nationalmuseet i Helsinki) særlig betydningsfuldt; det gælder også Sankt Henriks kenotaf (1429, Nousiainen (Nousis) Kirke).

Reformationen og Gustav Vasas konfiskation af kirkegodset gav plads for en kongelig profan kunst, bl.a. vægmalerier på Åbo Slot (ca. 1530), og indskrænkede kirkekunsten væsentligt; kalkmalerierne fra 1560 i forenklet renæssancestil i Isokyrö (Storkyro) Kirke er på flere måder en særpræget undtagelse.

Med højadelens bestillinger på gravmonumenter, prædikestole (fx i Åbo Domkirke) og andet inventar fik kirkekunsten i 1600-tallet atter betydning. Også portrætmalerier vandt frem, og Åbo Akademi grundlagde et portrætgalleri.

Mange af kunstnerne var stadig udlændinge, men flere finner kom til. På grund af Sveriges mange krige er kunsten fra 1700-tallet sparsom. Mikael Toppelius (1734-1821) udsmykkede dog ca. 35 kirker, Isak Wacklin (1720-58), der bl.a. også arbejdede i Danmark, og Nils Schillmark (1745-1804) var denne rokokotids største portrætmalere.

Som Finlands første kvindelige maler skal Margareta Capsia (1682-1759) også nævnes; mest kendt er hendes altertavle Nadveren (1725, Nationalmuseet i Helsinki). Trods et vitalt kulturliv i den nærliggende Sankt Petersborg fortsatte de finske kunstnere, fx Gustaf Wilhelm Finnberg (1784-1833) og Robert W. Ekman (1808-73), også efter løsrivelsen fra Sverige i 1809 med at orientere sig mod Europa via Stockholm.

Det fremvoksende landskabsmaleri fik dog fra ca. 1850 malere som Werner Holmberg, Fanny Churberg (1845-92) og Hjalmar Munsterhjelm (1840-1905) til at søge til Düsseldorf. En begyndende finsk nationalfølelse kom frem i de seks relieffer, som billedhuggeren Erik Cainberg (1771-1816) fra 1813 skabte til Åbo Akademi; motiverne var bl.a. hentet fra Kalevala.

Dette finske nationalepos blev sammen med Karelens folkeliv og landskab en vigtig inspirationskilde for den egentlige nationale kunst i slutningen af 1800-tallet med realistiske malere som Albert Edelfelt og den yngre og mere radikale Akseli Gallen-Kallela samt den banebrydende svenskfødte billedhugger Carl Eneas Sjöstrand.

Den klassicistiske kunst, repræsenteret af bl.a. Walter Runeberg, der også var virksom i Danmark, afløstes i 1880'erne af naturalismen og realismen, der sammen med den symbolistiske kunst i 1890'erne markerer den finske kunsts guldalder og internationale anerkendelse, bl.a. på Verdensudstillingen i Paris 1900.

Stor opmærksomhed vakte Helene Schjerfbecks psykologisk indgående miljøportrætter i en tiltagende udvisket stil og Eero Järnefelts krasse realisme. Pekka Halonen og Gallen-Kallela medvirkede til at udvikle det særlige nordiske landskabsmaleri med vægt på melankoli og stemning.

Århundredskiftet var præget af mange dekorative og monumentale opgaver; et særpræget eksempel kan ses i Magnus Enckells og Hugo Simbergs freskoer til Tammerfors Domkirke (Tampere) (1907).

De første årtier af 1900-tallet bragte opgør med både naturalismen og det nationale, og hengivelsen til den rene farve sås med den impressionistisk inspirerede kunstnersammenslutning Septem, der udstillede fra 1912. Men det var gruppen November fra 1917, der kom til at tegne modernismen i Finland.

Flere af disse ekspressionistiske malere, bl.a. Tyko Sallinen, Juho Mäkelä (1885-1943) og Jalmari Ruokokoski (1885-1943), dannede malerkoloni hos skrædder Rydeng i Helsingør; kunsthandleren, samleren og kritikeren Gösta Stenman (1888-1947) fik stor betydning for gruppen. Stenman var desuden Schjerfbecks fund og protegé.

Finlands selvstændighed i 1917 medførte mange udsmykningsopgaver, især for billedhuggeren Wäinö Aaltonen. Trods mellemkrigstidens lukkede klima opstod med bl.a. Otto Mäkilä et surrealistisk maleri, og med Birger Carlstedt (1907-75) et kubistisk og abstrakt.

Gruppen Prisma fra 1956 søgte at fastholde den internationale tendens i finsk kunst. Bruddet med naturalismen inden for billedhuggerkunsten kom sent; først med Eila Hiltunen (1922-2003) og konstruktivisten Veikko Eskolin-Esk (1936-2001) sås nye former; senere dyrkede Kain Tapper (1930-2004) den finske forkærlighed for træ.

I 1970'erne dannede en række konceptkunstnere gruppen Elonkorjaajat ('Høstkarlene'), den samtidige gruppe, Dimensio, forenede kunst og teknologi, og inden for især nyrealismen blev det nationale igen debatteret. Trods inspiration fra en international postmodernisme spiller naturen også i 1980'erne en rolle for finsk kunst.

Den bredde, som prægede finsk kunst i 1970'erne med bl.a. informel kunst (Esko Tirronen, (1934-2011)), nyrealisme (Ulla Rantanen, (f. 1938)) og popkunst (Harro Koskinen, (f. 1945)), blev endnu mere markant i 1980'erne og 1990'erne. Hovedtendensen i 1980'erne var det ekspressive maleri og kombinationer med andre udtryksformer som udført af Marjatta Tapiola (f. 1951), Marianna Uutinen (f. 1961) og Jukka Korkeila (f. 1968); men også med performancegruppen Plastic Pony kom nye temaer som køn, krop og identitet ind i kunsten i 1990'erne.

Væsentlige eksperimenter inden for skulptur, offentlig rumkunst og installationskunst ses hos Kari Cavén (f. 1954) samt duoen OLO med Pasi Karjula (f. 1964) og Marko Vuokola (f. 1967).

Mänttä-festivalen, der er afholdt i byen Mänttä siden 1993, er en central udstilling af finsk samtidskunst. Ismo Kajander (f. 1939), en af pionererne inden for kunstfotografiet, var med i opbygningen af Fotoselskabet og grundlagde i 1978 Finlands første fotogalleri, Hippolyte.

Andre kunstnere, der arbejder med fotografi og videokunst, er Ulla Jokisalo (f. 1955), Jyrki Parantainen (f. 1962), Elina Brotherus (f. 1972) og Mika Taanila (f. 1965), leder af den forgangne musik- og videofestival Avanto (2000-2008).

Læs mere om Finland.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig