Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Danmark - billedkunst - renæssance

Oprindelige forfattere BBoeg, HuJoh, PKN og PMHo Seneste forfatter Redaktionen

Efter bruddet med den katolske kirke i 1536 indtog Christian 3. pladsen som landskirkens uindskrænkede overhoved. Samtidig kom konfiskationen af kirkegodset til at udgøre et solidt økonomisk fundament for kongemagtens øgede vækst.

I løbet af de følgende årtier blev kongen samfundets udbestridt største forbruger af kunst, og denne kunst blev stadig mere målbevidst udnyttet til forherligelse af riget, den sande evangeliske tro og af monarkens egen person og slægt.

Jacob Binck. Portræt af hertug Christian af Slesvig og Holsten, den senere kong Christian 3., udført i 1535. Portrættet af den 32-årige prins er graveret i en sølvplade, som her vises med det spejlvendte motiv. Pladen, der opbevares på Rosenborg Slot, har været anvendt til at trykke med.

Jacob Binck. Portræt af hertug Christian af Slesvig og Holsten, den senere kong Christian 3., udført i 1535. Portrættet af den 32-årige prins er graveret i en sølvplade, som her vises med det spejlvendte motiv. Pladen, der opbevares på Rosenborg Slot, har været anvendt til at trykke med.

Under Christian 3. slog renæssancens formsprog og ideologi for alvor igennem. Spredningen af de nye impulser skete i første række via indvandrede kunstnere eller gennem trykgrafikken. Jacob Binck fra Køln spillede en central rolle som formidler af aktuelle stilformer fra Nederlandene og Tyskland og satte et afgørende præg på udviklingen af den verdslige portrætkunst med malerier, medaljer og grafiske blade.

Annonce

I årene efter Reformationen ændredes kirkernes indretning i pagt med de lutherske forskrifter, selvom der i mange tilfælde blev udvist tolerance over for katolsk inventar og kalkmalerier. Nyanskaffelser kom kun til i begrænset omfang; de vigtigste var altertavler og prædikestole.

Disse viser, tillige med nye kalkmaleriudsmykninger og illustrerede bibeludgaver, fx Christian 3.s danske Bibel (1550), at billeder fortsat anerkendtes som et pædagogisk hjælpemiddel af de første reformatorer. I pagt med renæssancens øgede dyrkelse af enkeltindividet fik gravkunsten i denne periode et opsving med talrige udhugne gravsten og malede eller udskårne epitafier.

Birgitte Gøye. Den danske adelsdame stiller sin rigdom til skue på et portræt fra ca. 1550, tilskrevet Walter Maler; Frederiksborgmuseet. Fra sin hovedrige far, Mogens Gøye, havde Birgitte Gøye arvet godserne Hillerødsholm og Krenkerup, halvparten i det nu forsvundne Græsede samt som pantelen det sekulariserede Ring Nonnekloster.

Birgitte Gøye. Den danske adelsdame stiller sin rigdom til skue på et portræt fra ca. 1550, tilskrevet Walter Maler; Frederiksborgmuseet. Fra sin hovedrige far, Mogens Gøye, havde Birgitte Gøye arvet godserne Hillerødsholm og Krenkerup, halvparten i det nu forsvundne Græsede samt som pantelen det sekulariserede Ring Nonnekloster.

Frederik 2.s epoke kendetegnes ved en velstand og vækst, der navnlig slog igennem efter Syvårskrigens afslutning 1570. I endnu højere grad end sin far konkurrerede Frederik 2. både med adelen og med andre europæiske hoffer mht. brugen af kunst som middel til at øge prestige og markere status.

De normgivende kunstneriske impulser modtog man fra Nederlandene, hvis førende billedhugger, Cornelis Floris i Antwerpen, leverede flere værker hertil end til noget andet land, bl.a. pragtgravmælerne for Frederik 1. (1551-55) i Slesvig Domkirke, for Herluf Trolle og Birgitte Gøye (1566-68) i Herlufsholm Kirke og for Christian 3. (1569-79) i Roskilde Domkirke.

Den altdominerende kunstneriske manifestation var ombygningen og nyindretningen af Kronborg 1574-86. Byggepladsen tiltrak et stort antal nederlandske kunstnere og håndværkere, der ofte forblev i Helsingør, som blev kaldt "lille Amsterdam". Deres efterkommere arbejdede videre i Danmark uden at slippe kontakten med udviklingen i Nederlandene, således familierne van Steenwinckel og Isaacsz.

Indtil 1576 var Gert van Groningen den ledende stenhugger, efterfulgt af sønnen Herman Gertsen. Værkstedet, som var ansvarligt for hovedportalerne på Kronborg, har muligvis omfattet den særprægede billedhugger "Københavns alabastmester", hvis værker (Krognos-epitafiet i Ringsted Kirke, 1575, og altertavlen til Lunds Domkirke, 1577) repræsenterer højrenæssancens hjemlige gennembrud.

Hans Knieper. Frederik 2.s bordhimmel med rygstykke prydede indtil 1659 Dansesalen på Kronborg Slot. Under Kniepers ledelse blev den vævet 1585-86 af kostbare materialer, bl.a. guld- og sølvtråde. Bordhimlen findes på Nationalmuseum i Stockholm, men ses her udstillet på Kronborg i 1985.

Hans Knieper. Frederik 2.s bordhimmel med rygstykke prydede indtil 1659 Dansesalen på Kronborg Slot. Under Kniepers ledelse blev den vævet 1585-86 af kostbare materialer, bl.a. guld- og sølvtråde. Bordhimlen findes på Nationalmuseum i Stockholm, men ses her udstillet på Kronborg i 1985.

I 1577 ændrede kongen planer for Kronborgs modernisering og lagde ledelsen i hænderne på arkitekten Anthonis van Opbergen fra Mecheln. Ambitionsniveauet øgedes mærkbart. Stenhuggere som Gert van Egen fra Mecheln, der senere fik Frederik 2.s gravmæle (1594-98) i Roskilde Domkirke i entreprise, prægede nu slottet med en mere klassisk, Florislignende stil (slotskirkens portal og altertavle); i slotsgården opsattes nürnbergeren Georg Labenwolffs bronzefontæne, mens dansesalen fik rigt udskåret loft, døre og marmorkaminer.

Alt dette brændte 1629, men endnu er bevaret dansesalens bordhimmel og en række af de 40 vævede tapeter med legemsstore billeder af danske konger, der udførtes 1581-86 af indkaldte flamske vævere under ledelse af Hans Knieper fra Antwerpen. Et forstudie til den vævede fremstilling af Frederik 2. er samtidig vort ældste malede helfigursportræt (1581). Som model for Frederik 2.s portræt har Knieper antagelig støttet sig til den buste, som J.G. van der Schardt udførte 1577-79.

Melchior Lorck s portræt af sultan Süleyman 1. fra 1562. Lorck forærede kobberstikket til Frederik 2. I et brev til kongen fra 1563 skrev han: Da denne tyrkiske sultan (Süleyman) er den stormægtigste i Asien, så anser jeg hans vellignende portræt for ikke at være det ringeste arbejde, jeg har bragt med mig derfra.

Melchior Lorck s portræt af sultan Süleyman 1. fra 1562. Lorck forærede kobberstikket til Frederik 2. I et brev til kongen fra 1563 skrev han: Da denne tyrkiske sultan (Süleyman) er den stormægtigste i Asien, så anser jeg hans vellignende portræt for ikke at være det ringeste arbejde, jeg har bragt med mig derfra.

Portrættypen blev også anvendt af flensborgeren Melchior Lorck, der ved denne tid virkede for den danske konge. Samtidig med kongens monumentale magtdemonstrationer rejste den byggelystne højadel sine herregårde. Kun få levn af deres indre udsmykning er bevaret såsom det malede loft fra Næsbyholm (Nationalmuseet); men stenhuggernes festlige dekorationer i portaler, kaminer etc. viser, at adelen gerne lånte kunstnere og håndværkere fra det kongelige storbyggeri, således som det kendes fra tidens mest bemærkelsesværdige herregård, Tycho BrahesUranienborg på Ven. Her virkede Hans van Steenwinckel d.æ. i samarbejde med bl.a. Hans Knieper og portrætmaleren Tobias Gemperle fra Augsburg.

Læs mere om dansk billedkunst eller om Danmark generelt.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Birgitte B. Johannsen, Hugo Johannsen, Peter Kühn-Nielsen, Peter Michael Hornung: Danmark - billedkunst - renæssance i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 19. november 2018 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=61105