Nyklassicisme

Nicolai Abildgaard Lykkens Tempel, malet 1785 som kaminskærm til hofmarskal Johan Bülows forgemak på Christiansborg Slot. Placeret på netop dette sted kan billedet være tænkt som en satire over den enevældige stat og dens bedrag. Med udgangspunkt i Johannes Ewalds mareridtsagtige læsedrama Lykkens Tempel. En Drøm fra 1764 viser Abildgaard samfundets medlemmer som vildledte slaver, der tror, at de træder ind i den evige og sande lykkes tempel: audiensgemakket. Den, der betragter maleriet, er dog i stand til at afsløre, at det blot er et tempel for flygtig lykke, falskhed, bedrag og uretfærdighed. Dette antydes af karyatiderne, de to kvindestatuer med knuste vægtskåle og bind for øjnene, af konen, der sælger bedragets masker, samt af begæret og griskheden, der udfolder sig på tempelpladsen nederst i maleriet. Alt dette er endnu usynligt for de folk, der bevæger sig ned ad trappen. Forfærdelsen over deres naivitet og vildførthed ses afspejlet i Medusahovedet øverst i det halvrunde felt.

.

Erik Pauelsen. Johannes Ewald malet ca. 1780 af Pauelsen.

.

I 1738 blev det første danske kunstakademi oprettet under Christian 6. og fik flere udenlandske kunstnere som lærere, heriblandt den svenske portrætmaler Carl Gustaf Pilo, den tyske maler og arkitekt Carl Marcus Tuscher og den franske billedhugger Louis-Augustin Le Clerc. Den danske arkitekt Niels Eigtved blev i 1748 tilsynsførende for akademiet, og da Det Kongelige Danske Kunstakademi blev grundlagt i 1754 med hjemsted på Charlottenborg i København, blev Eigtved dets første direktør.

På Charlottenborg-akademiet blev den første generation af danskfødte kunstnere uddannet: malerne Nicolai Abildgaard, Jens Juel og Erik Pauelsen. Indtil 1770'erne var lærerne overvejende udenlandske, bl.a. billedhuggeren Jacques-Francois-Joseph Saly, der var akademiets direktør til 1771, og som skabte rytterstatuen af Frederik 5. til Amalienborg Slotsplads.

Blandt de danske professorer var billedhuggeren Johannes Wiedewelt, der fik sin uddannelse i Frankrig og Rom. Her blev han påvirket af den tyske kunstteoretiker Johann Joachim Winckelmann og introducerede dennes nyklassicistiske teorier i Danmark, både i sine egne skulpturer, der omfatter Christian 6.s og Frederik 5.s sarkofager i Roskilde Domkirke, og i bogen Tanker om Smagen udi Konsterne i Almindelighed fra 1762.

Akademieleverne konkurrerede om priser og medaljer, og med den store guldmedalje fulgte muligheden for et længere studieophold i Frankrig og Italien. For Nicolai Abildgaard blev studieårene i Rom 1772-76 af den største betydning. Her kunne han færdes blandt antikkens og renæssancens kunstværker og gøre bekendtskab med samtidens europæiske kunstnere, bl.a. Johan Tobias Sergel og Johann Heinrich Füssli.

Nicolai Abildgaards litterære og historiske kundskaber var større end nogen anden dansk billedkunstners. I hans maleri forenes den nyklassicistiske stræben efter ro og højhed med en præromantisk vildskab. Hans hovedværk, en serie fremstillinger af de oldenborgske kongers historie, brændte med Christiansborg Slot i 1794; men han har efterladt en lang række mindre malerier, bl.a. med motiver fra William Shakespeares, Ludvig Holbergs og antikke forfatteres værker.

Erik Pauelsen gjorde som den første det nationale landskabsmaleri til sit speciale og udførte dramatiske scenerier fra Norge under en rejse dertil i 1788. Også Jens Juel var en banebryder inden for det danske landskabsmaleri; men hans hovedfelt var portrætkunsten. Juel udførte med inspiration fra samtidens engelske og franske kunst en mere "naturlig" skildring af sine kongelige, adelige og storborgerlige bestillere, ligesom han ofte inddrog landskabet eller den landskabelige have i portrætterne.

Kort efter år 1800 uddannede den næste generation af kunstnere sig i Paris, hvor Napoleonstidens førende malere med Jacques-Louis David i spidsen blev deres forbilleder. Den tidligt afdøde maler Christian Gottlieb Kratzenstein Stub repræsenterede romantikken i dansk malerkunst, mens Johann Ludwig Lund fra Paris drog til Rom, hvor han kom under indflydelse af de tyske Nazarenere. Det blev dog Christoffer Wilhelm Eckersberg, der i særlig grad viderebragte de franske lærdomme til sine elever ved Kunstakademiet i København, hvor han blev professor i 1818.

Guldalder

C.W. Eckersberg. Udsigt gennem tre buer i Colosseums tredje stokværk, 1815. Billedet er klassisk med sine tre strenge buer parallelt med billedplanet. Eckersberg har her fundet et slående storslået motiv som ingen af talløse andre Rom-skildrere havde set, og værket er et af de absolutte højdepunkter i hans værk. Statens Museum for Kunst, www.smk.dk.

.

Bertel Thorvaldsens næsten 3,5 m høje statue over alteret i Vor Frue Kirke i København (siden 1924 Københavns Domkirke) fremstiller Jesu ord: Kom til mig, alle I, som slider jer trætte og bærer tunge byrder, og jeg vil give jer hvile (Matth. 11,28), men sårmærkerne på hænder og fødder viser, at Kristus samtidig skal opfattes som genopstanden, som dødens overmand. Statuen blev modelleret i 1821, udført i marmor 1827-28 og opstillet i 1839 tillige med Thorvaldsens 12 apostelstatuer. Ved indvielsen af Vor Frue Kirke i 1829 var alle 13 statuer opstillet i form af midlertidige gipsmodeller. Thorvaldsens Kristus vandt i 1800-t. og langt ind i 1900-t. stor udbredelse i form af miniatureudgaven, som Den Kgl. Porcelainsfabrik fremstillede i biskuit. Den knælende engel, der holder dåbsfadet, modellerede Thorvaldsen i 1827-28 og fuldendte i marmor i 1833.

.

Rom. Guldalderkunstnernes Rom.

.

Danmark. Parti uden for den nordre Kastelsport af Christen Købke, 1834.

.

Christoffer Wilhelm Eckersbergs lærergerning fik væsentlig indflydelse på den følgende malergenerations naturstudium, hvor landskabsmaleriet, baseret på skitser udført på stedet, blev dyrket som en projektion af følelseslivet. En realisme, holdt i ave af en dybereliggende idealisme, er karakteristisk for perioden mellem 1816 og 1848, der populært benævnes guldalderen. Der findes dog ingen samtidig kunstteoretisk begrundelse for at anvende denne betegnelse, der er dannet i analogi med det litteraturhistoriske begreb.

Eckersberg arbejdede som de fleste af sine elever inden for næsten alle maleriets genrer: historiemaleri, portræt- og landskabskunst foruden marinemaleri. Akademiuddannelsens formål var først og fremmest at uddanne historiemalere, men landets økonomiske lavvande i 1813 gav ikke mulighed for at udfolde denne ophøjede genre i større målestok.

Portrætmaleriet var den mest pålidelige indtægtskilde, men også enkelte kirkelige opgaver fandt vej til Eckersberg og hans elever. Christian Frederik Hansens Christiansborg Slot fik større maleriudsmykninger af Eckersberg og J.L. Lund og skulpturfriser af Hermann Ernst Freund (Ragnarokfrisen, påbegyndt 1825) og Herman Vilhelm Bissen.

Nordiske myter og sagn vandt indpas i billedkunsten i forbindelse med den nationale vækkelse i 1770'erne, og de blev behandlet af både Abildgaard og Erik Pauelsen. Senere udførte J.L. Lund, Kratzenstein Stub og Eckersberg malerier med nordiske emner til Kunstakademiet, mens Constantin Hansen og Lorenz Frølich kom til at beskæftige sig intensivt med de nordiske gudesagn og den danske historie.

Periodens berømteste kunstner, Bertel Thorvaldsen, befattede sig ikke med den nordiske emnekreds, men hentede sit billedstof i antikken. Bosat i Rom 1797-1838 tilhørte Thorvaldsen som den første danske kunstner den europæiske kunsts historie.

Hans enestående ry virkede som et incitament i hjemlandet, også efter hans død, bl.a. gennem det museum, der blev bygget 1839-48 i København for hans værker og samlinger.

Thorvaldsens gennembrudsværk, Jason (1802-03), blev fulgt af en lang række andre figurer fra den antikke mytologi samt monumenter og gravmæler som rytterstatuen af fyrst Poniatowski i Warszawa og gravmælet for pave Pius 7. i Peterskirken i Rom.

For et stort europæisk klientel udførte han også talrige buster og portrætstatuer; i Danmark udsmykkede han i årene efter 1821 den nyopførte Vor Frue Kirke i København med fremstillinger af Jesus og de tolv apostle samt Dåbens engel.

Omkring Thorvaldsen samledes unge kunstnere fra hele Europa, for hvem opholdet i Rom var det væsentligste element i deres kunstneriske uddannelse.

Den store stil i de klassiske værker i Italien satte grænser for den gryende realisme, som det ses hos malerne Constantin Hansen og Jørgen Roed.

En modsatrettet tendens repræsenterer Wilhelm Marstrand og Martinus Rørbye, der i 1830'erne indførte et anekdotisk genremaleri. Jørgen Sonne, Christen Dalsgaard og Frederik Vermehren skildrede i heroiseret form det danske fisker- og bondeliv, inspireret af kunsthistorikeren Niels Lauritz Høyen, der ligesom billedhuggeren H.E. Freund øvede stor indflydelse på de åndelige strømninger blandt de yngre billedkunstnere.

Et samlingspunkt var Freunds hjem i Materialgården i København, som han lod udsmykke i pompejansk stil og udstyre med antikinspirerede møbler. Denne interiørkunst videreudvikledes i monumental målestok i bl.a. Københavns Universitets forhal af Constantin Hansen, Herman Vilhelm Bissen og Georg Hilker.

Den bedst begavede af Eckersbergs elever var Christen Købke, hvis korte livsværk danner et af den danske kunsts højdepunkter. Købkes portrætter af den snævre familiekreds og de nære venner er renfærdige hverdagsskildringer, men han udviser også kompositionel og koloristisk dristighed, især i gengivelsen af kunstnerkammeraterne. Sine landskabsmotiver søgte han i byen Københavns umiddelbare nærhed, og med billederne af Frederiksborg Slot skabte han stemningsskildringer af et monument i dansk historie.

I samtiden indtog Købke ikke nogen fremtrædende plads i lighed med den fremragende portrætmaler Christian Albrecht Jensen, hvis karriere og kunstneriske stræben blev modarbejdet af N.L. Høyen.

Tiåret før krigsudbruddet i 1848 domineres af det nationale landskabsmaleri, fra sjællandske egne hos Johan Thomas Lundbye og Peter Christian Skovgaard og fra jyske hos Dankvart Dreyer, Christen Dalsgaard og Martinus Rørbye.

I 1830'erne og 1840'erne var næsten alle de betydelige danske kunstnere i Italien. Ofte aflagde de besøg hos den norske maler Johan Christian Dahl i Dresden, hvis tilhørsforhold til den danske kunst vedblev at være nært og inspirerende.

Også München var et kunstcentrum, hvor danske kunstnere slog sig ned for kortere eller længere tid, heriblandt Jørgen Sonne og Wilhelm Bendz. I modsætning til 1700-t.s internationale orientering hos Abildgaard og Juel betød nationalismen for generationen efter Eckersberg et manglende kendskab til de store internationale strømninger i Frankrig og England. Det nationale sindelag gik forud for bevidstheden om samtidens europæiske kunst.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig