Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Danmark - billedkunst - efter 1945

Oprindelige forfattere PKN og PMHo Seneste forfatter Redaktionen

De danske kunstneres isolation under 2. Verdenskrig intensiverede behovet for at tage del i det internationale kunstliv. Umiddelbart efter krigsafslutningen tog bl.a. malerne Mogens Andersen og Richard Mortensen og billedhuggeren Robert Jacobsen til Paris. Mens Mogens Andersen hentede sine påvirkninger i mellemkrigstidens franske lyrisk-abstrakte kunst, blev Mortensen og Jacobsen optaget af den nye konkret-nonfigurative kunst omkring Galerie Denise René i Paris.

Henry Heerup fotograferet 1987 i haven i Rødovre. Cyklen tv. var det uundværlige transportmiddel og et tilbagevendende motiv i hans billedverden. Maleriet i baggrunden er fra 1976.

Henry Heerup fotograferet 1987 i haven i Rødovre. Cyklen tv. var det uundværlige transportmiddel og et tilbagevendende motiv i hans billedverden. Maleriet i baggrunden er fra 1976.

Dermed forlod Mortensen den ekspressionisme, der tidligere havde nærmet ham til surrealismen, mens Robert Jacobsen, der endnu var påvirket af den fabulerende maler og billedhugger Henry Heerup, rensede sin skulptur for enhver figurativ association. Robert Jacobsens position som efterkrigstidens betydeligste, internationalt kendte danske billedhugger er måske alene blevet anfægtet af den surreale Jørgen Haugen Sørensen og den meget alsidige og væsentlig yngre Per Kirkeby.

Tilskyndet af beslægtede franske påvirkninger blev kunstnergruppen Linien II dannet i 1947 i København med deltagelse af Richard Mortensen, Robert Jacobsen, Albert Mertz, Ib Geertsen, Søren Georg Jensen, Gunnar Aagaard Andersen, Paul Gadegaard, Preben Hornung mfl. For flere af dem blev den nye objektive kunst kun en kollektiv erfaring, de hver passerede igennem mod et mere personligt udtryk. Uanset alle indbyrdes forskelle dannede Liniens kunstnere deres egen linje over for Cobramaleriet, der dog blev Danmarks væsentligste bidrag til efterkrigstidens europæiske kunst.

Annonce

Cobra. Asger Jorn, portræt.

Cobra. Asger Jorn, portræt.

Cobra blev stiftet i 1948 i Paris af en række spontant abstrakte kunstnere fra Danmark, Belgien og Holland med den belgiske digter Christian Dotremont og Asger Jorn som ankermænd. Jorns næsten altomfattende kreativitet og hans mange kontakter garanterede gruppens internationale præg og udsyn. I de tre år, hvori det lykkedes at holde Cobra sammen som bevægelse, var indsatsen båret af voldsom energi med flere udstillinger og tidsskrifter. Men det karakteristiske Cobramaleri kulminerede først efter, at den internationale gruppe var formelt opløst i 1951. Til de vigtigste danske kunstnere hørte Egill Jacobsen, Carl-Henning Pedersen og Else Alfelt. Andre, som Ejler Bille og Erik Thommesen, stod fjernere i forhold til Cobra og tog afstand fra bevægelsens internationale stræben. Sammen med bl.a. maleren Harald Leth gik de allerede i 1951 sammen om at danne Martsudstillingen.

I diskret protest mod abstraktionen i Linien II og Cobra opstod i midten af 1950'erne en moralsk-humanistisk kunst, der satte det truede menneske i centrum, som Svend Wiig Hansen og Dan Sterup Hansen, eller tematiserede bysamfundet i skyggen af atomkrigenes ragnarok som den renæssancepåvirkede grafiker Palle Nielsen.

De var akademielever af Aksel Jørgensen, og udstillingerne "Mennesket" i Clausens Kunsthandel repræsenterede sammen med enkelte kunstnersammenslutninger (som bl.a. Corner og Kammeraterne) den mere traditionsbetonede, figurative kunst. I samme tidsrum rendyrkede en række ældre malere, bl.a. Jens Søndergaard, Erik Hoppe og Niels Lergaard, farvens udtryksmuligheder i forhold til fortrolige, næroplevede motiver. 1950'erne blev en brydningstid med stadig skarpere fronter mellem dels tradition og fornyelse, dels nationale rødder og internationale påvirkninger.

Eksperimenterende kunst. Imens forstærkedes internationaliseringen af det danske kunstliv: I 1958 åbnede kunstmuseet Louisiana. Samtidig gjorde store internationale udstillinger det stadig nemmere for danske kunstnere at følge de udenlandske strømninger. Den opsigt, som især Documenta II i Kassel i 1959 havde skabt, var med til at forstærke indflydelsen af bl.a. amerikansk kunst i Danmark.

Også udviklingen i Vesttyskland var efterhånden markant nok til at udfordre fransk kunsts traditionelt stærke stilling i dansk kunstliv. En herboende tysker, Arthur Köpcke, åbnede et galleri i København i 1958, som de følgende fire år blev en ideologisk vigtig platform for en række grænseoverskridende og eksperimenterende happenings o.l. i det endnu noget provinsielle københavnske udstillingsliv.

Eric Andersen. Bispepalæets gård i Roskilde. Årets Tomgang eller PAUSING den 1. september 1990. I forbindelse med PAUSING medvirkede samtlige taxi i Roskilde, omkring 40. Disse dannede procession efter et overordnet princip på den maksimalt mest komplicerede måde. Manifestationen kan bedst beskrives som en proces af holden, venten, tøven og passage. Med Årets Tomgang refereres til et centralt tema i Eric Andersens manifestationer. Tomgang vil sige begivenheder og processioner der uventet dukker op og forsvinder igen. Foto 1990.

Eric Andersen. Bispepalæets gård i Roskilde. Årets Tomgang eller PAUSING den 1. september 1990. I forbindelse med PAUSING medvirkede samtlige taxi i Roskilde, omkring 40. Disse dannede procession efter et overordnet princip på den maksimalt mest komplicerede måde. Manifestationen kan bedst beskrives som en proces af holden, venten, tøven og passage. Med Årets Tomgang refereres til et centralt tema i Eric Andersens manifestationer. Tomgang vil sige begivenheder og processioner der uventet dukker op og forsvinder igen. Foto 1990.

Det traditionelle kunstbegreb blev også anfægtet fra andre sider: Den første danske Fluxusfestival afholdtes i Nikolaj Kirke i 1962, blot to år efter at bevægelsen var begyndt i Wiesbaden, og den danske afdeling af Fluxus omfattede aktioner og happenings af bl.a. komponisten Henning Christiansen og billedkunstneren og komponisten Eric Andersen.

I protest mod udstillingerne på Charlottenborg og Kunstnernes Efterårsudstilling stiftedes Sommerudstillingen i 1961 med den hensigt at give unge eksperimenterende et sted at udstille: I 1963 var Sommerudstillingen således ramme om en Fluxusfestival.

Særlig vidtrækkende betydning fik grundlæggelsen i 1961 af Den Eksperimenterende Kunstskole på initiativ af kunstneren Paul Gernes og kunsthistorikeren Troels Andersen. Eks-skolen, som den kaldtes, var et oprør mod den tekniske og figurativt betonede undervisning på Kunstakademiets billedkunstskoler og på Grafisk Skole, der helt ind i 1980'erne blev varetaget af elever af Aksel Jørgensen.

Uden et fasttømret program forvaltede skolen idéer fra konceptkunsten, proceskunsten og amerikansk popkunst. I samme åndedrag forsvarede den afpersonaliseringen af kunsten og dens tilnærmelse til et socialt ansvarligt udtryk. Fælles for nogle af skolens elever, fx Bjørn Nørgaard og Per Kirkeby, er deres kunstneriske og tekniske alsidighed, men også deres kritiske omverdensbevidsthed.

Danmark. Per Kirkeby  Grün Frühling, malet 1988; Louisiana. Per Kirkeby har i sine malerier rendyrket en ekspressiv abstrakt udtryksform. Indtryk fra landskaber, fra andre kunstværker eller fra massemediernes billeder manifesterer sig ofte som rum af ubestemmelig karakter, der opstår ved den lagvise påføring af penselstrøg og farveflader.

Danmark. Per Kirkeby Grün Frühling, malet 1988; Louisiana. Per Kirkeby har i sine malerier rendyrket en ekspressiv abstrakt udtryksform. Indtryk fra landskaber, fra andre kunstværker eller fra massemediernes billeder manifesterer sig ofte som rum af ubestemmelig karakter, der opstår ved den lagvise påføring af penselstrøg og farveflader.

Bjørn Nørgaards politisk farvede Hesteofring på en mark i 1970 blev en af de aktioner, der overhovedet gav anledning til mest debat. Den folkelige forargelse over kunstens grasserende udvikling mod nye former og idéer kulminerede, da en moderne skulptur af Peter Bonnén fra Sommerudstillingen blev købt af Statens Kunstfond i 1965. Salget udløste en omfattende proteststorm (rindalismen) mod det i 1964 oprettede Statens Kunstfond.

Over for Eks-skolen og dens kunstneres demokratiske kunstideal stod en anden internationalt, især amerikansk inspireret fraktion: I 1974 oprettede Mogens Møller, Hein Heinsen og Stig Brøgger Institut for Skalakunst, der eksperimenterede med udviklingen af en kunst, hvis dimensioner og minimalistiske karakter lod værket fremtræde så frappant og logisk som muligt i det offentlige rum.

Kvindekunsten kom i denne ideologiske blomstringstid til at profilere sig stadig stærkere gennem større udstillinger med bl.a. Kirsten Justesen, Jytte Rex og Lene Adler Petersen. Undersøgelsen af samspillet mellem rum og kunst fra Linien II blev fortsat i gruppen Ny Abstraktion, som stiftedes i 1976, og hvis mest indflydelsesrige medlemmer var Merete Barker, Torben Ebbesen, Finn Mickelborg, Niels Nedergaard, og endvidere i Atelieret Leifsgade 22. Fra dette værkstedskollektiv, hvor især materialeundersøgelsen har stået i centrum, stammer skulpturelt arbejdende kunstnere som Anita Jørgensen, Finn Reinbothe,Frans Kannik og Finn Naur Petersen.

Hein Heinsen: Skulptur 89; bronze, 1989. Louisiana.

Hein Heinsen: Skulptur 89; bronze, 1989. Louisiana.

Maleri og skulptur. Maleriets stilling svækkedes som helhed gennem 1970'erne, med undtagelser. En stærk position er blevet indtaget af Arne Haugen Sørensen, som i en overvældende dramatisk og virtuost malet billedverden har forenet træk fra Cobra og den abstrakte surrealisme. En række ekspressionistiske malere samledes for en tid omkring sammenslutningen Violet Sol. Og den efterhånden internationalt estimerede Per Kirkeby har dyrket maleriet sideløbende med udtryk og medier som skulptur, grafik, digtning og film. Andre malere med afsæt i den abstrakte ekspressionisme, som har markeret sig stærkt i 1980'erne, er Jens Birkemose og Peter Brandes.

En af 1980'ernes mest opsigtsvækkende manifestationer, Kniven på hovedet på Tranegården 1982, var en elevudstilling fra Stig Brøggers klasse på Kunstakademiet med deltagelse af bl.a. Peter Bonde, Claus Carstensen, Kehnet Nielsen og Nina Sten-Knudsen. Mens dette nye vilde, impulsive maleri i begyndelsen blev udlagt som et oprør mod 1970'ernes konceptkunst og en tilbagevenden til den frie ekspressionisme, var overvejelserne bag maleriet ikke ubeslægtede med strategier fra konceptkunsten.

Lars Ravn Leda med svanemanden; maleri 1984, privateje. - Antikkens mytologi har været en uudtømmelig inspirationskilde for billedkunstnere. Sagnet om Zeus, der i skikkelse af en svane parrer sig med Spartadronningen Leda, som derpå lægger to æg, er en af de talrige myter, der fortæller om den græske guds kærlighedsaffærer med jordiske kvinder. En nutidig version af motivet er Ravns erotisk ladede billede, der mere direkte skildrer det intime møde mellem Leda og den virile svanemand.

Lars Ravn Leda med svanemanden; maleri 1984, privateje. - Antikkens mytologi har været en uudtømmelig inspirationskilde for billedkunstnere. Sagnet om Zeus, der i skikkelse af en svane parrer sig med Spartadronningen Leda, som derpå lægger to æg, er en af de talrige myter, der fortæller om den græske guds kærlighedsaffærer med jordiske kvinder. En nutidig version af motivet er Ravns erotisk ladede billede, der mere direkte skildrer det intime møde mellem Leda og den virile svanemand.

Mere dristige og oprørske i deres brug af materialer var de jævnaldrende kunstnere, der samledes omkring Værkstedet Værst, som Erik A. Frandsen, Christian Lemmerz og Lars Nørgaard. Alle disse kunstnere har udviklet sig individuelt bort fra deres kollektive, fortrinsvis tyskpåvirkede udgangspunkt. Lars Ravn, Inge Ellegaard og Knud Odde Sørensen har arbejdet med beslægtede kunstneriske holdninger og udtryk inden for samme tidsrum. En mere malerisk og figurativ holdning har man mødt hos den ekspressive nyromantiker Lise Malinovsky og den makabre nysurrealist Michael Kvium.

Den nye skulptur, som fulgte efter det nye vilde maleri i midten af 1980'erne, synes med sine variationer inden for samme kunstners værk og sine kombinationer af stilarter og materialer mere pluralistisk af væsen end det tidligere maleri. Til den gruppe unge billedhuggere, som markerede sig stærkest mod slutningen af 1980'erne, hører Morten Stræde, Henrik B. Andersen, Øivind Nygaard og Elisabeth Toubro.

De forarbejder indflydelser fra bl.a. ældre billedhuggere som den betydningsfulde Willy Ørskov og Hein Heinsen, der begge har undervist ved Kunstakademiet ud fra et reflekterende, filosofisk-kritisk kunstsyn. Dette intellektuelt baserede kunstsyn, der har mindsket kunstens værdi som provokation og dens afsmitninger fra et mediesamfund med stigende betydning, er blevet draget i tvivl af grupperinger som Baghuset. Senest er det etablerede kunstbegreb blevet yderligere udforsket og udfordret af andre eksperimenterende grupper som Baghuset, Koncern° og Max Mundus.

Med undtagelse af den mere kommercielt baserede gallerikunst har det traditionelle maleri mistet national og international opmærksomhed siden midten af 1990'erne. Tendensen gælder dog ikke den autodidakte maler Thomas Kluge, hvis uhyre detaljerede fotorealistiske portrætter, især af dronning Margrethe, har skabt bred folkelig interesse omkring en gammel genre.

Olafur Elíasson. En af de tre lysskulpturer i Operaen på Holmen i København (2004).

Olafur Elíasson. En af de tre lysskulpturer i Operaen på Holmen i København (2004).

Også den akademiuddannede Martin Bigum har revitaliseret det fortællende maleri med basis i sin egen historieopfattelse. Billedhuggerkunsten har fået en arvtager i en installationskunst, der kan simulere miljøer eller et helt univers gennem placeringen af udvalgte objekter i et udstillingslokale som fx i Frans Jacobis poetiske, stemningsladede rum eller Olafur Elíassons sanseskulpturer, der skal gøre os bevidste om den måde, hvorpå noget kan opleves som kunst.

I begyndelsen af 2000-t. står videokunsten og videoinstallationskunsten dog som det dominerende medie i en pluralistisk samtidskunst med navne som Peter Land, Gitte Villesen, Joachim Koester, Ann Lislegaard og Lisa Strömbeck. Den bærende struktur har været det fortællende indhold, ofte med vægt på den personlige historie, men også dokumentargenren har haft sine repræsentanter.

Kathrine Ærtebjerg Hjertesag, olie på lærred; 2002. Arken.

Kathrine Ærtebjerg Hjertesag, olie på lærred; 2002. Arken.

Udstillingsaktiviteterne er i vækst med oprettelse af nye gallerier (især i hovedstadsområdet), afholdelse af større kunstmesser og udbygning af flere kunstmuseer over hele landet til skiftende udstillinger. Opmærksomheden gælder ikke kun de nye udtryksformer som video og videoinstallation, digitale og interaktive medier, men også det traditionelle olie- og akrylmaleri, som i begyndelsen af 2000-t. er blevet revitaliseret af en yngre generation af billedkunstnere, der tæller navne som Tal R, John Kørner, Kaspar Bonnén, Kathrine Ærtebjerg og Simone Aaberg Kærn (f. 1969). Billedsproget er overvejende figurativt og spænder fra fotografisk til ekspressiv realisme.

Flere unge danske kunstnere søger til udlandet og henter inspiration i et internationalt arbejds- og udstillingsklima, der i disse år er særlig varmt i Berlin. Store udsmykningsopgaver er tilfaldet bl.a. Per Arnoldi, Per Kirkeby og Olafur Elíasson, alle i den nye operabygning i København (2004), samt Elisabeth Toubro, der løste en kontroversiel udsmykningsopgave til Store Torv i Århus med skulpturen Torvenes brøndsløjfe, kaldet Vanddragen (2003).

Ørestad har fået monumentale værker af Per Kirkeby (Murstensskulptur, 2004), Hein Heinsen (bronzeskulpturen Den store udveksler, 2005) og Bjørn Nørgaard (under udarbejdelse, 2006), alle placeret i det offentlige rum.

Læs mere om dansk billedkunst eller om Danmark generelt.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Peter Kühn-Nielsen, Peter Michael Hornung: Danmark - billedkunst - efter 1945 i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 13. november 2018 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=61113