Faktaboks

Gerhard von Kügelgen
Født
6. februar 1772, Bacharach am Rhein
Død
27. marts 1820, Loschwitz ved Dresden
Georg Friedrich Kersting. Gerhard von Kügelgen in seinem Atelier ('Gerhard von Kügelgen i sit atelier'), 1811, olie på lærred. Det er interessant at se, hvorledes Kügelgen arbejdede i et rum omgivet af gipsafstøbninger, bøger, notater, musikinstrumenter og malerier.
/Staatliche Kunsthalle Karlsruhe.

Gerhard von Kügelgen var en tysk maler. Hans historiemalerier, der ofte har allegoriens symbolske karakter, er en slags patriotiske tidsbilleder og udformet i en pedantisk nyklassicistisk stil. I sit religiøse maleri gjorde han brug af den romantiske stil og stemning. Mest interessante for eftertiden er dog hans mange portrætter, især af samtidens forfattere, kunstnere og videnskabsmænd.

Efter ophold i Rom, Riga, Reval og Sankt Petersborg kom Gerhard von Kügelgen i 1805 til Dresden, hvor han fra 1814 var professor ved kunstakademiet.

Gerhard von Kügelgen i Dresden

Allegorie der Trauer ('Allegori på sorg'), 1815, olie på lærred.
/Deutsches Historisches Museum, Berlin.

I årene fra 1808-1820 blev anden etage af den smukke barokbygning på Hauptstrasse i Dresden-Neustadt beboet af Gerhard von Kügelgen og hans familie. Kunstnerens hjem og atelier danner nu rammen om Museum der Dresdner Romantik.

.

Fra 1808 til sin død levede og arbejdede Gerhard von Kügelgen i huset "Gottessegen" i hjertet af Dresden-Neustadt, et samlingssted for tidens kunstnere og intellektuelle, blandt andre August Wilhelm Schlegel, publicisten Adam Heinrich Müller (1779-1829), Heinrich von Kleist samt naturfilosoffen Gotthilf Heinrich von Schubert (1780-1860). Til den snævre vennekreds hørte desuden malerne Caspar David Friedrich, Louise Seidler og Georg Friedrich Kersting.

Lejlighed og atelier er i dag indrettet til museum, Kügelgenhaus. Museum der Dresdner Romantik, der giver et unikt tidshistorisk indblik. I 1820 døde Gerhard von Kügelgen som offer for et rovmord.

Sønnen Wilhelm von Kügelgen (1802-1867), der ligeledes var maler, har beskrevet sin ungdomstid i Dresden indtil faderens død i bogen Jugenderinnerungen eines alten Mannes (første udgave 1870), et mesterværk inden for tysk erindringslitteratur.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig