Félicien Rops, 1833-1898, belgisk maler og grafiker. Rops, der 1856 grundlagde det satiriske tidsskrift Uylenspiegel, slog sig 1874 ned i Paris. Hans malerier var en tid præget af romantikken, fx Døden på bal (1865-75, Rijksmuseum Kröller-Müller, Otterloo), siden af impressionismen. Rops er dog først og fremmest en af sin tids væsentligste grafikere. Han illustrerede bøger af Charles Baudelaire og J.-A. Barbey d'Aurevilly, men er også kendt for sine morbide skildringer af kvinden, der som prostitueret eller heks dominerer manden, således i raderingen Pornocrates (1896).