Jürgen Ovens, Jurian Ovens, 1623-1678, dansk maler. Ovens blev født i Slesvig og uddannet især i Amsterdam, hvor han opholdt sig ca. 1640-51 og måske arbejdede i Rembrandts atelier. Fra 1652 var han knyttet til hertugen af Gottorps hof, virkede som kunsthandler og malede portrætter og en serie allegorisk-historiske billeder (nu på Christiansborg Slot). Ovens malede også for den svenske kongefamilie, men under svenskekrigene opholdt han sig 1657-63 atter i Amsterdam, hvor han udførte flere arbejder til rådhuset. Hans indsats som portrætmaler var væsentlig, også efter europæisk målestok, og hans arbejder findes på talrige museer i Europa og USA. Han skabte sig en betydelig formue, og hans hus i Friedrichstadt var mødested for fyrster og diplomater.