Johann Alexander Thiele var en tysk maler, tegner og raderer. Han var autodidakt, men fik fra 1714 undervisning i forskellige discipliner i Dresden. Efter en årrække som hofmaler i Arnstedt blev Thiele i 1738 hofmaler i Dresden.
Johann Alexander Thiele
Faktaboks
Johann Alexander Thiele
- Født
- 26. marts 1685, Erfurt, Tyskland
- Død
- 22. maj 1752, Dresden, Tyskland
Thieles landskabsprospekter
Med sine fremragende landskabsprospekter, som han dyrkede fra omkring 1720, blev han efterhånden en af 1700-tallets bedste tyske landskabsmalere og han skabte derved grundlaget for et egentligt sachsisk landskabsmaleri.
Impulser til romantikkens landskabsmaleri
Johann Alexander Thieles motiver var især Elbdalen mellem Meissen, Dresden og Pirna. Hans prospekter giver en storladen og intens landskabsoplevelse og har lysstemninger, som man ellers først træffer i romantikken. Disse værker gav da også stærke impulser til netop romantikkens landskabsmaleri, og Dresden fik ry som et tillokkende sted for landskabsmalere.
Sønnen, Johann Friedrich Alexander Thiele (1747-1803), orienterede sig efter faderens kompositionsprincipper og stil.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.