Bartolomé Esteban Murillo, 1617/1618-1682, spansk maler, født i Sevilla, hvor han virkede det meste af sit liv. Murillo gennemgik en betydelig kunstnerisk og stilistisk udvikling fra de tidlige helgenskildringer i San Francisco-klostret i Sevilla (1646) til de modne værker, inspireret af bl.a. Tizian, Diego Velázquez, Federico Barocci,Francisco de Zurbarán, Rubens og van Dyck.

Murillos populære tiggerdrenge tilhører en spansk tradition, som han rendyrkede, hvorimod hans religiøse maleri i højere grad er eklektisk. Man taler om hans estilo frio ('kolde stil'), realistisk, men uden større følelsesudsving, og om hans estilo cálido ('varme stil'), hvor det idealiserede, religiøse andagtsbillede fandt et dynamisk og følelsesladet udtryk.

Murillos modne værk præges af den såkaldte estilo vaporoso ('disede stil'), behersket af farvers og konturers blødhed og et anstrøg af sentimentalitet i motivbehandlingen, fx Den ubesmittede undfangelse (ca. 1678, Prado, Madrid).

Murillo grundlagde i 1660 kunstakademiet i Sevilla.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig