Drouais, fransk kunstnerfamilie. Maleren Hubert Drouais (1699-1767) var elev af François de Troy.

François-Hubert Drouais (1727-75), Huberts søn og elev, blev medlem af kunstakademiet og hofmaler i 1758. Han arbejdede først for Madame de Pompadour, siden for Madame du Barry (1743-93) og blev ved hoffet i Versailles den sene rokokos store portrætmaler, kendt for bl.a. sine charmerende skildringer af børn.

Sønnen Jean-Germain Drouais (1763-88) modtog sin første undervisning i faderens atelier. I 1780 kom han til J.-L. Davids værksted, hvor han hurtigt blev mesterens yndlingselev. 1784 modtog han Romprisen og rejste samme år i selskab med David til Rom. Med hans død få år senere forsvandt en af den tidlige nyklassicismes mest begavede kunstnere.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig