Coypel, fransk malerfamilie. Noël Coypel (1628-1707) udførte adskillige udsmykningsopgaver, bl.a. til det bretonske parlament i Rennes (1661-62). Efter en periode som direktør for det franske akademi i Rom (1673-75) vendte han tilbage til Paris, hvor han bl.a. udførte en serie malerier til Trianon ved Versailles (ca. 1700) i Charles Le Bruns baroktradition. Specielt hans senere værk er præget af en diskret og raffineret farveholdning.

Sønnen Antoine Coypel (1661-1722) fulgte sin far til Rom. Italiensk maleri havde sammen med faderens og Le Bruns kunst en afgørende betydning for hans værk. Han blev udnævnt til hofmaler i 1715 og udførte foruden adskillige gobelinforlæg en lang række udsmykningsopgaver for Kronen.

Antoines halvbror, Noël-Nicolas Coypel (1690-1734), ligeledes elev af faderen, udmærkede sig inden for historiemaleriet, dog uden at modtage officielle bestillinger.

Antoines søn, Charles-Antoine Coypel (1694-1752), var elev af sin far. Han er bedst kendt for raffinerede og noget teatralske historiemalerier.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig