Theodor Rombouts, 1597-1637, flamsk maler. Rombouts stammede fra Antwerpen og opholdt sig i Rom ca. 1616-25, hvor han ligesom Utrechtskolens kunstnere blev stærkt påvirket af Caravaggios kunst. Især malede han genrescener med musikanter og kortspillere. En af hans specialiteter var motivet Tandudtrækkeren (bl.a. i Národní Galerie, Prag), der egentlig skal ses som en allegori på følesansen. Efter hjemkomsten fra Rom ændrede han stil under indtryk af Rubens og van Dyck.