Joseph Highmore, 1692-1780, britisk maler. Hans portrætkunst var gennem læreren Godfrey Kneller præget af traditionen fra Anton van Dyck. Under påvirkning af William Hogarth malede Highmore desuden borgerligt-sentimentale scener. Han portrætterede forfatteren Samuel Richardson (1750, National Portrait Gallery, London), til hvis roman Pamela han udførte 12 illustrationsforlæg (1744).