Inden for billedkunsten dækker postmodernisme en mangfoldighed af holdninger og tilgange til det at lave kunst. Generelt handler postmodernismen i billedkunsten dog om at blande stilarter, motiver, symboler og tegn fra mange forskellige perioder og sammenhænge uden at skelne imellem finkultur og kitsch. Derudover vil man ofte møde humor, parodi og ironi i kunstværkernes motiver eller titler.

Faktaboks

Etymologi

Postmodernisme kommer af det latinske ord post ('efter') og modernisme, som betegner den udvikling indenfor kulturlivet, der fandt sted samtidig med udviklingen af det moderne, industrialiserede og oplyste samfund.

Kendetegn ved postmodernistisk billedkunst

Den postmodernistiske billedkunst kan først og fremmest kendes på, at den er eklektisk – sammensat af mange forskellige elementer. Tit vil de forskellige elementer være i modsætning til hinanden, så kunstværket virker selvmodsigende og usammenhængende; fx kan der være nazistiske hagekors og kommunistisk hammer & segl i det samme værk. Man kan sige, at de postmodernistiske kunstnere zapper mellem forskellige kategorier af visuelt materiale og sampler det til nye og uventede kombinationer.

Der kan også være en stor kontrast mellem kunstværkets titel og motiv. Dermed kan en meget højtidelig titel komme til at virke ironisk, fordi den er sat sammen med et meget uhøjtideligt motiv – eller omvendt.

På den måde sår den postmodernistiske billedkunst tvivl om kunstværket som noget, der indeholder en særlig betydning eller et meningsfuldt budskab. Samtidig gør den postmodernistiske billedkunst op med ideen om samtidskunst ved at blande motiver og symboler fra fortiden og nutiden. Sommetider kopierer den postmodernistiske billedkunst kendte kunstværker fra tidligere perioder, men som regel på en måde, hvor det mere ligner en parodi eller en karikatur over det tidligere kunstværk.

Det er også typisk for den postmodernistiske kunst, at den indeholder mange tegn: Det kan være politiske eller religiøse symboler, men det kan også være bogstaver, eller noget, der ligner skrifttegn fra andre kulturers sprog. Dette hænger sandsynligvis sammen med semiotikken, der blev meget populær på den tid, hvor postmodernismen opstod.

Postmodernisme i international billedkunst

I Vesteuropa og USA forbinder de fleste postmodernismen med det figurative, nyekspressionistiske maleri, der brød igennem i begyndelsen af 1980'erne under navne som Bad Painting og Die Neuen Wilden. Det var en ny slags malerier, som afviste modernismens forestilling om det originale kunstværk og frit citerede og kombinerede kunsthistoriens stilarter.

Den italienske kritiker Achille Bonito Oliva (f. 1939) lancerede samtidig begrebet transavantgarde, der dækkede kunstnere som bl.a. Sandro Chia og Francesco Clemente og deres eklektiske, ofte nostalgiske og private billedverden.

Også i Østeuropa blomstrede en form for postmodernistisk billedkunst frem i 1980'erne; i det daværende Jugoslavien repræsenteret ved kunstnerkollektivet NSK – Neue Slowenische Kunst og i Østtyskland repræsenteret ved bl.a. Leipziger Schule og malere som Neo Rauch.

Internationalt repræsenteres retningen i dag af bl.a. den tyske maler Gerhard Richter og de amerikanske kunstnere Jeff Koons og Cindy Sherman.

Postmodernisme i dansk billedkunst

I Danmark forbindes postmodernistisk billedkunst især med malerier af De Unge Vilde, der brød igennem i starten af 1980'erne. Efter en periode med meget eksperimenterende, intellektuel og ofte nonfigurativ kunst blev De Unge Vildes malerier oplevet som lettilgængelige, anti-intellektuelle og underholdende. Kigger man nærmere efter, er der dog ofte mange akademisk indforståede referencer i værkerne; både til specifikke danske kunstværker og til internationale kunstnere og kulturteoretikere.

Også 1980'ernes nye skulptur kan ses som repræsentativ for postmodernismen; herunder skulpturer af Christian Lemmerz, Henrik B. Andersen og Elisabeth Toubro. Også her møder man en sammenblanding af stiltræk og materialer og et oprør mod forestillingen om selve kunstværket som noget ophøjet.

Dette kan man også se af de titler, som de postmodernistiske kunstværker har: Tit er titlerne en sammenblanding af ord, der normalt hører hjemme i vidt forskellige sammenhænge, eller de kan være platte ordspil eller fjollede oversættelser af kendte titler på bøger, film og berømte kunstværker. Derudover hedder mange postmodernistiske kunstværker simpelthen 'Uden titel' – som for at understrege, at kunstværket ikke vil vise os noget særligt eller fortælle noget meningsfuldt.

I dag repræsenteres retningen bl.a. af Tal R og Sif Itona Westerberg.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig