• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

ekspressionisme - litteratur

Oprindelig forfatter PeOEhr Seneste forfatter Redaktionen

Alfred Döblin.

Alfred Döblin.

Som litterær retning kendes ekspressionismen især fra Tyskland, mens beslægtede fænomener i andre lande har fået andre navne, således den italienske futurisme.

I opgøret med naturalismens kunst og menneskebillede spiller Friedrich Nietzsches filosofi en stor rolle: Kulturen har anonymiseret tidligere tiders personlighed, den ny tid kræver en ny mennesketype, der sætter sig ud over konventionerne.

Man kan i ekspressionismen finde forsøg på en mytologisering af den nye teknik og af storbyen og store fremtidssyner (Franz Werfel, Johannes R. Becher) — siden spydigt omtalt som "O, Mensch-patos", men også apokalyptiske forestillinger, fx krigsfantasier hos Georg Heym, eller visioner af forfald, fx hos Georg Trakl.

Annonce

Ekspressionismen rummer således både hadske angreb på det etablerede og angstbestemte konstateringer af sammenbrud. Formsproget er ikke ensartet, men spænder fra sprængning af overleverede former, fx hos August Stramm, og reduktion til det næsten uartikulerede — det "ekspressionistiske skrig", som finder sin fortsættelse i dadaismen — til tilsyneladende mere konventionelle former (Gottfried Benn), der dog i deres motiver fuldt så radikalt undergraver tidligere skønhedsidealer.

Gottfried Benn, her fotograferet kort før sin død, spejler i sin lyrik grundtræk ved 1900-t.s livs- og kunstsyn: et opgør med nihilismen i forsøget på at skabe sig et liv i poesien. I 1950'erne fik hans digte kultstatus i Tyskland.

Gottfried Benn, her fotograferet kort før sin død, spejler i sin lyrik grundtræk ved 1900-t.s livs- og kunstsyn: et opgør med nihilismen i forsøget på at skabe sig et liv i poesien. I 1950'erne fik hans digte kultstatus i Tyskland.

I 1910 grundlagdes de vigtige tidsskrifter Die Aktion og Der Sturm, og i de nærmest følgende år udkom de første digte af Georg Heym, Gottfried Benn o.a. Betegnelsen ekspressionisme anvendtes hist og her fra 1911. Der er dog ikke tale om en bevægelse med et fælles program, og man er aldrig nået til fuld enighed om, hvem der skal henregnes til retningen.

Den vigtigste lyrikantologi fra perioden, Menschheitsdämmerung (udg. af Kurt Pinthus, 1919), har som undertitel kun "symfoni af nyeste digtning".

I prosaen ansesAlfred Döblin almindeligvis for den tidligste repræsentant for ekspressionismen med Die Ermordung einer Butterblume (1913), men også dele af Heinrich Manns, Hans Henny Jahnns og undertiden endog Franz Kafkas værk kan ses rubriceret som ekspressionistiske.

Flere af ekspressionismens senere kendte navne faldt i 1. Verdenskrig, andre fortsatte med at skrive, dog ikke altid i deres tidligere stil.

Franz Kafka. Fotografi fra 1917.

Franz Kafka. Fotografi fra 1917.

Almindeligvis dateres ekspressionismens ebben ud til midt i 1920'erne, da en ny "saglighed" slog igennem efter verdenskrig og revolution.

I Danmark mærkes visse dønninger af ekspressionismen; mest udpræget hos Rudolf Broby-Johansen med Blod, digte (1922), og Harald Landt Momberg, men slægtskab findes også hos Johannes V. Jensen,Emil Bønnelycke og Tom Kristensen.

I det øvrige Norden ses tydeligt ekspressionistiske træk hos Pär Lagerkvist og Edith Södergran.

Læs videre om ekspressionisme:

Ekspressionisme - billedkunst her

Ekspressionisme - film her

Ekspressionisme - teater her

Ekspressionisme - musik her

Referér til denne tekst ved at skrive:
Per Øhrgaard: ekspressionisme - litteratur i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 18. oktober 2017 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=69263