Den ekspressionistiske billedkunst fik sin mest prægnante udfoldelse i Tyskland og Frankrig fra omkring 1905, og stilen kulminerede i årene op til 1. Verdenskrigs udbrud i 1914.
ekspressionisme - billedkunst
Ekspressionismens kendetegn
Fælles for ekspressionistiske kunstnere var ønsket om at erstatte naturalismens objektive fastholdelse af sanseindtryk med det diametralt modsatte:
En subjektiv udtrykskunst, der alene skulle spejle det skabende individs indre realiteter, herunder de forvandlinger, sansebilledet af den ydre virkelighed gennemgik som led i kunstnerens mentale univers.
Hvert eneste ekspressionistisk billede blev dybest set en afbildning af kunstnerens aktuelle sindstilstand, anskueliggjort ved dens prægning af billedets motiv eller emne.
Med hævdelsen af det subjektive måtte ekspressionisternes billeder selvsagt blive forskelligartede. Alligevel fik den ekspressionistiske udtryksform visse almene grundtræk.
Der sås en gennemgående tendens til forenkling af de figurative billedkomponenter, som gerne blev fremstillet med stærke farver i store, relativt ubrudte flader. Penselføringen var oftest præget af udtryksfuld heftighed, og det ekspressive indhold søgtes intensiveret gennem en stærkt deformerende figurtegning, grænsende til karikatur.
Ekspressionismens rødder
Den ekspressionistiske billedkunst havde sine rødder i visse sider af postimpressionismen i Frankrig, nærmere betegnet i de ekspressive opgør med impressionismens dyrkelse af sanseindtrykket, som Vincent van Gogh, Paul Gauguin og Henri de Toulouse-Lautrec havde realiseret.
Andre umiddelbare forudsætninger for ekspressionismen skabtes blandt andet af den belgiske maler James Ensor og ikke mindst af nordmanden Edvard Munch, hvis maleri Skriget fra 1893 nærmest blev retningens tableau manifeste.
Også ældre europæisk kunst fik inspirerende betydning for ekspressionisterne, især sengotikkens udtryksfulde fremstillinger af Kristi lidelseshistorie. Særligt blev Matthias Grünewalds Isenheimalter fra begyndelsen af 1500-tallet en af retningens ikoner.
Ligeledes opnåede den kretisk-spanske manieristiske billedkunstner El Grecos værker ikonstatus. Særligt hans sene arbejder, som skildrer religiøs ekstase i en ekspressiv malemåde med et næsten fosforescerende lys, kolde farver og forvrængninger i perspektiv og kropsproportioner.
Endelig udgjorde naturfolkenes såkaldt primitive kunst et afgørende vigtigt inspirationsgrundlag.
Ekspressionismen i Frankrig
I Frankrig opstod den egentlige ekspressionistiske bevægelse med fauvismen i 1905. Les fauves ('vilddyrene') samledes i Paris med Henri Matisse som ledende skikkelse; fremtrædende medlemmer var i øvrigt André Derain, Maurice de Vlaminck, Albert Marquet, Kees van Dongen, Raoul Dufy og Othon Friesz.
Selv om fauvisterne udtrykte sig i stærke farver og udtryksfulde deformationer, havde deres billeder generelt karakter af en udpræget dekorativ og harmonisk skønhedsdyrkende farvekunst.
Kun hos franske enspændere som Georges Rouault og Chaïm Soutine trængte tilværelsens dystre og hæslige sider igennem.
Ekspressionismen i Tyskland
Die Brücke
I Tyskland indledtes ekspressionismen i Dresden ligeledes i 1905, med dannelsen af kunstnerfællesskabet Die Brücke. De ledende skikkelser var Ernst Ludwig Kirchner, Karl Schmidt-Rottluff og Erich Heckel. Gruppen forøgedes de følgende år med Otto Mueller og Max Pechstein samt — en kort tid — Emil Nolde.
I modsætning til fauvismen fik Brücke-kunstnernes ekspressionisme generelt en meget heftig, aggressiv og disharmonisk udtrykskarakter. Deres billeder tilkendegav en dyb skepsis med hensyn til fundamentale menneskelige livsværdiers beståen i det moderne samfund. Både i form og indhold kredsede de om menneskets tabte oprindelighed i den såkaldte civiliserede verden og om nødvendigheden af at genvinde et nært og harmonisk forhold til naturen.
Der Blaue Reiter
I 1911 stiftedes gruppen Der Blaue Reiter i München. Gruppens toneangivende skikkelser Franz Marc, Wassily Kandinsky og Paul Klee lagde det afgørende grundlag for følelsers og sindstilstandes anskueliggørelse i nonfigurative udtryksformer og førte dermed ekspressionismen frem til ren abstraktion.
Ekspressionistisk skulptur
Blandt tysk ekspressionismes vigtigste billedhuggere var Ernst Barlach med sine udtryksfulde træskulpturer af anonyme skikkelser. Skulpturernes følelsesladede fremstillinger af ensomt lidende eksistenser bæres af stor enkelhed, styrke og dynamik i formgivningen, fx Der Ekstatiker ('Ekstatikeren') fra 1916.
Mest banebrydende var billedhuggeren Wilhelm Lehmbruck, der under sit ophold i Paris i årene fra 1910 til 1914 udviklede sin egen personlige stil kendetegnet af tynde, langstrakte figurer. I 1911 med skulpturen Kniende ('Knælende'), en knælende kvindeskikkelse, skabte Lehmbruck en syntese mellem det store klassiske formsprog og en hel ny konsekvent ekspressiv udtryksmåde og udtrykskraft. Lehmbruck arbejdede gerne i gips og lod efterfølgende flere af figurerne støbe i kunststen.
Ekspressionistiske impulser i Danmark
Fra Tyskland og Frankrig spredtes ekspressionistiske impulser til andre lande, hvor de dog ikke fik den samme gennemslagskraft. Eksempelvis opstod der aldrig nogen decideret ekspressionistisk bevægelse i Danmark.
Fauvisternes farvekunst fik dog her inspirerende indflydelse på en række af modernismens pionerer såsom Harald Giersing, Karl Isakson og Edvard Weie.
Derimod gjorde påvirkninger fra den tyske ekspressionisme sig kun meget sporadisk gældende, fx har Nolde haft nogen betydning for blandt andre Jens Søndergaard og Oluf Høst.
Uden at kunne pege på direkte indflydelse fra fransk eller tysk ekspressionisme arbejdede Jens Ferdinand Willumsen i en stærk ekspressiv stil i værker som fx Sophus Claussen læser sit digt "Imperia" fra 1915 og Aftensuppen fra 1918. Det ekspressive udtryk kan blandt andet påvises ud fra Willumsens intense optagethed af den stærkt ekspressive manieristiske billedkunster El Greco.
Senere ekspressionistiske retninger
Cobra
Impulser fra tyske ekspressionister, der var emigreret til USA på flugt fra nazismen, gav stødet til udviklingen af abstrakt ekspressionisme, der også gjorde sig gældende i efterkrigstidens europæiske kunst, blandt andet i Cobrabevægelsens ekspressive spontanisme.
Die Neuen Wilde
I 1980'erne opstod en nyekspressionistisk kunstretning i Tyskland kaldet Die Neuen Wilden ('De nye vilde'). Unge billedkunstnere genoptog og dyrkede et ekspressivt formsprog med bevidst reference til fremmede kulturer og ældre kunst, især til den tyske ekspressionisme og den franske fauvisme iblandet inspiration fra punkkulturens kodesprog. Udtryksformen blev en retning i 1980'ernes vesttyske kunst, også betegnet Heftige Malerei ('heftigt maleri'). Den blev dyrket i Köln, Berlin og Hamburg af kunstnere som blandt andre Rainer Fetting, Helmut Middendorf, Salomé og Martin Kippenberger. En dansk udløber betegnes De Unge Vilde.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.